Covid-19 vaccine Moderna Variantopdateret (Spikevax JN.1)
Inaktiveret vaccine; Spikevax JN.1 - 50 mikrogram - dispersion til injektion.
Vaccinens indhold
Vaccinen består af messenger-RNA (mRNA), i form af oprenset messenger-RNA produceret via cellefri in vitro transskription fra de tilsvarende DNA-skabeloner, som koder for spikeproteinet i SARS-CoV-2 (JN.1).
En fyldestgørende liste over hjælpestoffer ses i produktresuméet.
Målgruppen for vaccination
Spikevax JN.1 er godkendt til personer på 6 måneder og derover.
I sæsonen 2024-2025 anbefales vaccination af alle over 65 år, og voksne under 65 år i risiko for et alvorligt forløb samt til personer i samme husstand som personer med immundefekt. For yderligere information se Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Spikevax JN.1 anvendes ikke i det generelle gratis vaccinationsprogram, men borgere som deltager i et randomiseret studie om højdosis influenzavaccine, vil få Spikevax JN.1 tilbudt samtidig.
Vaccinationsdosis
Boosterdosis med Spikevax JN.1 er 0,5 ml.
Boostervaccination kan tidligst ske 3 måneder fra sidst givne dosis covidvaccine. Vaccinen injiceres intramuskulært i deltamusklen (m. deltoideus).
Hvem bør ikke vaccineres?
Personer med alvorlig allergi over for et eller flere af indholdsstofferne.
I tilfælde af akut sygdom eller feber over 380C bør vaccinationen udskydes.
Som for andre intramuskulære injektioner, skal vaccinen gives med forsigtighed til personer, som får antikoagulerende behandling eller som har trombocytopeni eller en koagulationsforstyrrelse (såsom hæmofili), da der kan opstå blødning eller blå mærker efter en intramuskulær injektion hos disse personer.
Personer som har haft alvorlige bivirkninger ved tidligere vaccination med vaccinen, bør kontakte en læge for vurdering før vaccination.Personer, der tidligere har oplevet anafylaktisk straksreaktion efter vaccination eller efter injektion af et lægemiddel, bør vurderes af en læge, før de vaccineres med Spikevax JN.1, da de er i øget risiko for en allergisk reaktion. Vurdering kan ske hos en læge før vaccination, som, hvis relevant, kan konferere med et specialiseret allergicenter.
Se spørgsmål og svar om covid-vaccination.
I tvivlstilfælde henvises til lægelig vurdering.
Graviditet og amning
Spikevax JN.1 kan anvendes under graviditet og i ammeperioden.
Gravide anbefales som udgangspunkt i blive vaccineret i 2. eller 3. trimester. Hvis den gravide ikke er tidligere covid-vaccineret eller har øvrige risikofaktorer for et alvorligt forløb med covid-19, anbefales vaccination i 1. trimester.
Ammende er ikke i målgruppen for gratis vaccination i sæsonen 2024-2025.
For yderligere information henvises til læge, sundhedsplejerske eller jordemoder.
Hyppigste bivirkninger
Smerte på injektionsstedet, hævede lymfeknuder under den arm, hvor der er vaccineret, træthed, hovedpine, muskelsmerter, ledsmerter og feber der forsvinder igen efter få dage. Der kan også opstå rødme og hævelse på injektionsstedet samt kvalme.
Anmeldelse af bivirkninger - skærpet indberetningspligt
Der er skærpet indberetningspligt på vaccinen, det indebærer, at læger har pligt til at indberette alle formodede bivirkninger hos personer, som er blevet vaccineret. Den skærpede indberetningspligt varer i første omgang 2 år efter introduktion/markedsføring.
Formodede bivirkninger skal indberettes til Lægemiddelstyrelsen senest 15 dage efter, at lægen har fået formodning herom, og kan anmeldes via www.meldenbivirkning.dk. Den vaccinerede og dennes pårørende kan også indberette.
For yderligere detaljer henvises til produktresumeet.
Beskyttelsesvarighed
Varigheden af beskyttelsen er ukendt.