Screening for blodbårne sygdomme
Screening for visse andre infektionssygdomme
Der anbefales øget opmærksomhed på hiv, hepatitis B og C hos migranter fra Ukraine på grund af de generelt høje incidenser af disse infektioner i Ukraine. Generelt anbefaler Sundhedsstyrelsen (SST), at flygtninge og indvandrere fra områder med høj forekomst tilbydes screening hurtigt efter ankomst til Danmark.
Det estimeres, at forekomsten af hepatitis C (HCV) kan være op mod 5% af den ukrainske befolkning, hvoraf 3,6% har kronisk HCV; de fleste kender ikke deres status og er ikke i medicinsk behandling. Kronisk hepatitis B estimeres til at have en (faldende) prævalens på ca. 1,3%.
Ydermere havde Ukraine i 2020 den næsthøjeste forekomst af nydiagnosticerede hiv-infektioner (37,5/100.000), svarende til 15% af de diagnosticerede tilfælde i den europæiske region. Som det gælder for tb, når adgangen til hiv-diagnostik og behandling afbrydes/forstyrres, kan der udvikles resistens over for medicin, hvilket gør sygdommen sværere og dyrere at behandle.
Konkret anbefaler SST skærpet opmærksomhed på smitte med hiv, hepatitis B og hepatitis C og deraf følgende lavere tærskel for udredning.
SSI anbefaler følgende screeningsblodprøver:
- Hiv kombi-test (påviser såvel antigen som antistof)
- HBsAg (screening for kronisk hepatitis B-infektion)
- Anti-HCV (screening for kronisk hepatitis C-infektion).