Vaccination mod pneumokokker
Personer på 65 år og derover samt personer med visse sygdomme og tilstande, har større risiko for alvorlig pneumokoksygdom. Vaccinationsmuligheder mod pneumokoksygdom er beskrevet på denne side.
Vaccinationsmuligheder
Med de nuværende vaccinationsmuligheder, kan personer ≥ 2 år i øget og særligt øget risiko for invasiv pneumokoksygdom vaccineres med enten Prevenar20 eller Pneumovax. Yderligere information om risikogrupper findes i fanen risikogrupper.
Nedenfor ses en oversigt over centrale principper og hensyn når pneumokokvaccination overvejes. Figur 1 på denne side viser et flowchart over de nuværende forslag til vaccination. Vær opmærksom på intervallerne mellem vaccinerne hos personer, der tidligere har modtaget pneumokokvaccination. Læs mere om de forskellige pneumokokvacciner her.
- Pevenar20 giver et langvarigt T-celle baseret immunrespons, og der er på nuværende tidspunkt ikke anbefalinger om revaccination.
- Immunresponset efter Pneumovax-vaccination er baseret på dannelse af antistoffer og aftager derfor over tid. Vejledning om evt. revaccination med Pneumovax beskrives længere nede på siden.
- Der er ikke anbefaling om at kombinere Prevenar20 og Pneumovax.
- Der gælder særlige anbefalinger for stamcelletransplanterede og børn under 2 år. Disse anbefalinger kan ses længere nede på siden.
- Pneumokokvaccination bør ideelt gives 4-6 uger før planlagt fjernelse af milten. Er dette ikke muligt, bør vaccination tidligst ske to uger efter operationen. Læs mere under fanen Personer med særlig risiko i forbindelse med fjernelsen af milten.
Personer i immunsupprimerende behandling anbefales så vidt muligt at afslutte vaccinationsprogrammet to uger før opstart af behandling.
Figur 1 Flowchart over pneumokok vaccinationsmuligheder
Personer under 2 år med særlig øget risiko for IPS
Børn under 2 år med særlig øget risiko for alvorlig pneumokoksygdom, der ikke tidligere er pneumokokvaccineret, kan vaccineres fra 6 ugers alderen. Afhængig af om barnet er under eller over 1 år gives hhv. 3 eller 2 doser.
- Børn under 1 år: 3 doser med minimumsintervaller (1 måned mellem 1. og 2. dosis og 2 måneder mellem 2. og 3. dosis).
- Børn mellem 1 - 2 år: 2 doser med mindst 2 måneders interval.
For mulighed for klausuleret tilskud til pneumokokvacciner der ikke indgår i det danske børnevaccinationsprogram, henvises til sundhedsstyrelsen.
Stamcelletransplanterede
Vaccination bør ske efter samråd med specialafdeling.
Et forslag til program kunne være:
- 3 doser Prevenar13 (personer < 2 år) eller 3 doser Prevenar20 (personer ≥2 år) minimum 3 måneder efter transplantation. De 3 doser gives med minimum 1 måneds interval. Det anbefales at give en 4 dosis 6 måneder efter 3 dosis.
For personer, der vaccineres med Prevenar13, kan der efterfølgende, tidligst et år efter transplantation, gives 1 dosis Pneumovax eller 1 dosis Prevenar20 for at opnå en bredere beskyttelse.
Revaccination
Personer vaccineret med konjugeret pneumokokvaccine (Prevenar, Prevenar13, Vaxneuvance eller Prevenar20)
Revaccination med samme konjugerede pneumokokvaccine anbefales ikke. Personer som tidligere er vaccineret med Prevenar, Prevenar13 eller Vaxneuvance kan efter lægefaglig vurdering mindst otte uger senere vaccineres med en anden konjugeret pneumokokvaccine med bredere dækning.
Personer vaccineret med Pneumovax
For personer der er vaccineret med Pneumovax vurderes behov for revaccination hvert sjette år eller tidligere ved mistanke om nedsat immunrespons. Nedsat immunrespons kan eksempelvis mistænkes ved immunsuppression eller gennembrudsinfektion. Der måles kun pneumokokantistoffer hvis revaccination overvejes tidligere end seks år. Muligheder for revaccination med Pneumovax kan ses i tabel 1.
Tabel 1. Revaccination med Pneumovax
Revaccination med pneumovax | |
> 6 år siden sidste PPV23 | Revaccination kan overvejes til personer i øget risiko for alvorlig pneumokoksygdom 6 år efter sidste pneumovax vaccination. Antistofmåling er ikke nødvendig. |
< 6 år siden sidste PPV23 | Hos personer i særlig øget risiko, hvor der er mistanke om nedsat immunrespons kan antistofmåling foretages efter 3-5 år, hvorefter nødvendigheden for revaccination vurderes. Nedsat immunrespons kan eksempelvis mistænkes ved immunsuppression eller gennembrudsinfektion. |
Antistofmåling
Ved antistofmåling sendes en blodprøve til Mikrobiologisk Diagnostik & Virologi. Ved behov for hjælp til tolkning af svar, kan Diagnostisk Callcenter på SSI kontaktes.
Prevenar 13 antistoftest: SSI-analyse nr. 706. I sjældne tilfælde kan analysen benyttes til at undersøge antistofniveau hos børn med risikofaktorer, eller i tilfælde hvor der mistænkes vaccinesvigt eller nedsat immunrespons. Resultatet angives med antistofkoncentration for hver af de 12 typer, der undersøges for i μg/mL.
Der udføres ikke antistoftest specifikt for Vaxneuvance® og Prevenar20, men antistoftest for Prevenar 13 kan benyttes.
Pneumovax antistoftest: SSI-analyse nr. 695. Analysen kan benyttes ved ukendt vaccinationsstatus, til at vurdere behovet for fremskyndet revaccination til borgere i særlig øget risiko, eller ved gennembrud af pneumokokinfektion som kunne give mistanke til begrænset beskyttelse. En antistofmåling indeholder svar om anbefaling om eventuel revaccination. Ved behov for de individuelle niveauer skal der rettes henvendelse til laboratoriet.
Hyporesponsiveness kan opstå ved gentagne Pneumovax-vaccinationer med for kort tidsinterval. Det vil sige, at gentagne vaccinationer giver et lavere immunrespons end det primære respons. Der er ikke observeret sådanne tilfælde ved intervaller på mindst seks år mellem to Pneumovax-vaccinationer.
Ved gentagne antistofmålinger som viser, at patienten har lavt immunrespons, anbefales at forsøge vaccination med Prevenar20 i stedet for fortsat revaccination. Prevenar20 giver forventeligt livslang beskyttelse, og her måles ikke antistofniveau.
Usikker vaccinationsstatus, Pneumovax
Personer med usikker vaccinationsstatus i forhold til Pneumovax bør få målt antistoffer (analyse nr. 695) før eventuel vaccination.
Med prøvesvaret følger en vurdering af, om personen er beskyttet eller ubeskyttet, og således bør vaccineres.