Dokumentation for vaccinationer på engelsk

Det kan ved rejse til udlandet være relevant at medbringe dokumentation af børnevaccinationer. Herudover er der i visse tilfælde krav om særlig dokumentation i form af et internationalt vaccinationskort.

Det tidligere ”lille gule” fysiske vaccinationskort til dokumentation af børnevaccinationer bruges i dag kun sjældent, da alle vaccinationer registreres i Det Danske Vaccinationsregister, og er tilgængelige online.

Ved behov for dokumentation af børnevaccinationer, kan vaccinationskortet printes via sundhed.dk. Teksten fremgår på både dansk og engelsk.

Bemærk at vaccinationskortet kun indeholder vaccinationer givet fra 15. november 2015 og frem, samt vaccinationer afregnet med sygesikringen siden 1996. Har borger eller dennes læge registreret vaccinationer givet før pligten til indberetning trådte i kraft i 2015, vil disse ligeledes fremgå af vaccinationskortet.

Der kan ved rejse til udlandet være krav til dokumentation for vaccination med visse vacciner . Krav om dokumentation kan omhandle fx gul feber-vaccination, polio-revaccination ved udrejse fra visse lande med cirkulerende poliovirus og meningokokvaccination i forbindelse med pilgrimsrejse til Mekka. Gul feber-vaccination skal attesteres med et særligt stempel, som kan bestilles via Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Det er derfor vigtigt, at sådanne vaccinationer er dokumenteret i det internationale vaccinationskort.

Det internationale vaccinationskort er udarbejdet af WHO. Trykte eksemplarer af det internationale vaccinationskort kan rekvireres fra Ordremodtagelsen, SSI.

SSI anbefaler, at det internationale vaccinationskort udfyldes for vaccinationer, for hvilke der kan være krav om dokumentation i udlandet.