Kontakt med kloakvand i forbindelse med skybrud, oversvømmelser, vandskader og lignende
Kloakvand kan være forurenet med sygdomsfremkaldende mikroorganismer fra urin og afføring fra både mennesker og dyr, fx rotter. Der er især risiko for mavetarm-infektion, men der er også risiko for alvorlig systemisk sygdom.
Infektioner med coliforme bakterier og leptospirose udgør den største risiko ved kontakt med forurenet vand og slam. Desuden kan kloakvand indeholde mikroorganismer som tetanusbakterier, polio- og hepatitis A virus, campylobacter bakterier, og tarmparasitter som cryptosporidium og giardia. Man kan læse mere om sygdommene i Sygdomsleksikon (ssi.dk), hvor man finder information om bl.a. smitterisiko, symptomer og behandling.
Ved mistanke om infektionsrisiko efter kontakt med forurenet vand eller slam, bør man søge læge da man for nogle sygdomme kan behandle med antibiotika eller vaccinationer. Det er muligt at vaccinere mod hepatitis A efter eksposition, læs her hvordan Efter eksposition (ssi.dk), mens tetanus- og poliovaccination er del af det danske børnevaccinationsprogram Det danske børnevaccinationsprogram (ssi.dk). Alle vacciner er beskrevet her Vaccineleksikon (ssi.dk) og er indeholdt i Arbejdstilsynets krav om vaccination af kloakarbejdere Kloakarbejdere (ssi.dk). Der findes derimod ikke vacciner mod de bakterielle infektioner og parasit-infektionerne, men ved symptomer kan der iværksættes antibiotisk behandling.
Oversvømmelser på veje og indtrængen af vand i bygninger i forbindelse med oversvømmelser, skybrud eller rørskader kan udgøre en sundhedsmæssig risiko for både borgere og hjælpepersonel.
Smitte fra det forurenede vand kan ske ved, at man får det forurenede vand i munden, i små sår eller rifter eller ved sprøjt og stænk mod slimhinder i næse, øjne og mund. Forebyggelse af kontakt-, dråbe- og inhalationssmitte af forurenet vand og slam sker derfor både gennem vaccination og ved anvendelse af værnemidler. Ved kontakt med kloakvand ved fx oprydningsarbejde, skal man derfor altid iføre sig værnemidler i form af handsker, langskaftede støvler og evt. maske og briller samt undgå at spise, drikke og ryge. Ved endt arbejde anbefales det at gå i bad og rengøre tøj og fodtøj og kassere evt. engangsudstyr.
Man kan læse mere om de infektionshygiejniske forholdsregler ved kontakt med kloakvand efter fx oversvømmelse, skybrud eller rørskader på vores hjemmeside: Vandskade (ssi.dk), Oversvømmelser kan give infektioner (ssi.dk) samt Oversvømmelsesvand efter storm kan give infektioner (ssi.dk), hvor der også står mere om brug af værnemidler og desinfektion.