Vaccineeffektivitet

Hvad er vaccineeffektivitet?

Vaccineeffektivitet beskriver, hvor effektiv en vaccine er. Altså hvor mange af de vaccinerede personer, der beskyttes mod SARS-CoV-2 infektion sammenlignet med personer, der ikke er vaccinerede. Man kan også se på, hvor mange vaccinerede, som hospitalsindlægges – eller hvor mange vaccinerede, som dør af sygdommen sammenlignet med dem, der ikke er vaccinerede.

Kort efter vaccinernes udrulning begyndte Statens Serum Institut at undersøge, hvor mange vaccinerede personer der fik en positiv SARS-CoV-2-test sammenlignet med uvaccinerede personer. Derudover undersøgte Statens Serum Institut vaccineeffektiviteten i forhold til risiko for hospitalsindlæggelse grundet covid-19. For selvom vaccinerne ikke nødvendigvis beskytter effektivt mod at blive smittet, så har analyserne vist, at vaccinerne giver høj beskyttelse mod hospitalsindlæggelse grundet covid-19, sammenlignet med hvis man ikke var blevet vaccineret.

Sådan beregnes vaccineeffektivitet

Vi har igennem pandemien ofte hørt udtryk som, at vaccinerne er 75 procent effektive, eller yder 75 procent beskyttelse. Men hvad betyder det egentlig?

Kort sagt er vaccineeffektiviteten et udtryk for, fx hvor mange gange lavere smitteraten eller indlæggelsesraten er blandt vaccinerede i forhold til uvaccinerede.

Hvis vi for eksempel i løbet af en uge observerer et smittetilfælde blandt 100 vaccinerede personer, mens der blandt 100 uvaccinerede personer i samme periode observeres fire smittetilfælde, så siger vi, at vaccinerne yder 75 procent beskyttelse mod infektion, idet de har forhindret tre ud af fire infektioner.

De statistiske modeller bruges til at korrigere estimaterne, da den vaccinerede og uvaccinerede gruppe sjældent er helt sammenlignelige.

For eksempel er der flere ældre personer blandt de vaccinerede, end blandt de uvaccinerede. Da smittetrykket typisk i løbet af pandemien var højere blandt de yngre, bliver den udregnede vaccineeffektivitet for høj, hvis ikke der korrigeres for aldersforskellen.

Ud over alder bliver der typisk også korrigeret for køn, ko-morbiditet (tilstedeværelsen af flere sygdomme), bopælsregion og evt. hvor ofte man har ladet sig teste.

 

Hvordan og hvornår beregnes vaccineeffektivitet?

Vaccineeffektiviteten for covid-19-vacciner er undersøgt i to ret forskellige miljøer: I kliniske forsøg (fase tre forsøg) samt ude i virkeligheden (observationelle studier).

Kliniske forsøg

Når man undersøger vaccineeffektivitet i kliniske studier, der går forud for godkendelse af en vaccine, er der tale om mere kontrollerede forhold, hvor vaccinen sammenlignes med placebo (fx en indsprøjtning med saltvand) efter lodtrækning og ofte i en forholdsvis ung og rask gruppe af forsøgspersoner.

Sammensætningen af forsøgspersoner i et klinisk forsøg adskiller sig derfor fra sammensætningen af personer i den brede befolkning, hvor der både bliver vaccineret unge og gamle samt personer med kroniske sygdomme.

Observationelle studier

Når man undersøger vaccineeffektivitet med brug af data fra den virkelige verden, vil faktorer som blandt andet generel sundhedstilstand, sundhedsadfærd og testaktivitet blandt vaccinerede og uvaccinerede personer påvirke risikoen for at få/påvise SARS-CoV-2 infektion og dermed også beregning af vaccineeffektiviteten. Dette skaber grobund for fejltolkning af vaccineeffektiviteten, da de vaccinerede og uvaccinerede dermed ikke har den samme risiko for at få infektion (eller teste positiv for infektion) eller blive alvorligt syg og hospitalsindlagt grundet covid-19.

For at undersøge vaccineeffektiviteten følger man en gruppe personer over tid. Her sammenholder man så løbende, hvor mange vaccinerede der får en positiv SARS-CoV-2-test sammenlignet med uvaccinerede i samme tidsrum. Vaccineeffektiviteten falder over tid efter vaccination. Derfor undersøges vaccineeffektiviteten i flere tidsperioder efter vaccination, for at kunne vurdere, hvor lang tid vaccinen forventes at give tilstrækkelig beskyttelse.

Vaccineeffektiviteten kan være højere i kliniske forsøg, end når vaccinens effekt undersøges i den bredere befolkning (observationelle studier). Det kan derfor være svært at lave en direkte sammenligning af resultaterne fra disse forskellige typer studier. Desuden ser vi ofte, at virus er muteret flere gange, efter de kliniske forsøg er afsluttet, og det dermed ikke længere er de samme virusvarianter, der er dominerende, når de observationelle studier laves.