Tuberkulose - opgørelse over sygdomsforekomst 2023
Årsopgørelse tuberkulose 2023
- I 2023 blev der anmeldt 196 tilfælde af tuberkulose (tb) i Danmark svarende til en hyppighed (incidens) af 3,3 nye tilfælde pr. 100.000. Dette er det laveste tal siden år 2000, hvor incidensen var 10,3 per 100.000.
- Reduktionen siden 2000 er sket jævnt fraset enkelte årlige udsving, svarende til en årlig reduktion på 0,3 tilfælde per 100.000.
- Der var variation i incidens imellem de enkelte regioner fra 5,0 pr. 100.000 i Region Hovedstaden til 1,3 pr. 100.000 i Region Sjælland. De øvrige tre regioner var på stort set samme niveau med 2,5-2,7 tilfælde pr. 100.000.
- 25 % af tb-tilfældene var blandt personer af dansk herkomst, mens 75 % var blandt personer af anden herkomst end dansk.
- Medianalderen var 56 år for personer af dansk herkomst og 43 år for personer af anden herkomst end dansk. Blandt personer af dansk herkomst forekom flest tilfælde i alderen 50-69 år, hvor der blandt personer af anden herkomst end dansk forekom flest tilfælde i alderen 20-49 år. Lunge-tb er fortsat den hyppigste præsentation (71 %), mens ekstrapulmonale former for tb fortsat ses hyppigere blandt personer af anden herkomst end dansk.
- I alt 78 tilfælde (40 %) formodes iht. anmeldelserne smittet i Danmark, 113 tilfælde (58 %) i udlandet, mens fem tilfælde (3 %) havde ukendt smitteland.
- Andelen af mikroskopi-positive lunge-tb patienter falder (45 % blandt personer af dansk herkomst). Dette kan måske skyldes en øget screeningindsats i risikomiljøer efter nedsat aktivitet under covid. Færre mikroskopi-positivitet patienter er en markør for mindre bakteriebyrde og dermed færre komplikationer for den enkelte patient samt mindre smittespredning i samfundet.
- Der blev påvist fem tilfælde af multiresistent (MDR) tuberkulose og et enkelt Rifampicin monoresistent. Det er lidt færre end sidste års syv tilfælde men stadig en stigning i forhold til tidligere 2-3 tilfælde årligt. Alle tilfælde var udenlandsk fødte, fire af bakteriestammerne var Beijing-type, som ofte forbindes med MDR.
I 2023 blev der anmeldt 196 tilfælde af tuberkulose, heraf 118 mænd (60 %) og 78 kvinder (40 %). Medianalderen for nye tilfælde var 48 år (spændvidde 1-87 år) for mænd og 42 år (spændvidde 0-87 år) for kvinder.
Siden 2000 er der sket en jævn reduktion i antallet af nye tilfælde af tb, med mindre årlige udsving, fra en incidens (antal nye tilfælde pr. år) på 10,3 per 100.000 i 2000 til 3,3 i 2023. Dette svarer til en årlig reduktion på 0,3 tilfælde per 100.000 i perioden. Der var bekymring for, at incidensen af tb ville stige efter covid-19-pandemien, men selvom der sås en stigning i 2022, faldt incidensen yderligere i 2023, hvilket tyder på, at covid-19-pandemien ikke har ændret på den overordnede faldende incidens af tb i Danmark siden 2000, figur 1.
National og regional forekomst af tb i 2023
I 2023 var den samlede incidens af tb i Danmark 3,3 tilfælde pr. 100.000 indbyggere. Region Hovedstaden har fortsat den højeste incidens (5,0 pr. 100.000) og Region Sjælland den laveste (1,3 per. 100.000), tabel 1. Siden år 2000 er der sket et svagt fald i incidens i Region Syddanmark og Midtjylland, stabil incidens i Region Sjælland og Nordjylland men svagt stigende i Region Hovedstaden, tabel 1 og figur 2.
Herkomst og smitteland
Af de 196 anmeldte tilfælde var 47 (27 %) blandt personer af dansk herkomst (baseret på eget og forældres fødeland), henholdsvis 30 mænd og 17 kvinder. Medianalderen for personer af dansk herkomst var 56 år, spændvidde 0-80 år.
Der blev anmeldt 149 (75 %) tilfælde blandt personer af anden herkomst end dansk, henholdsvis 88 mænd og 61 kvinder. Medianalderen for personer af anden herkomst end dansk var 43 år, spændvidde 3-87 år.
Figur 3 viser den aldersmæssige fordeling af tb-tilfælde i 2023, fordelt på herkomst. Blandt tb-tilfælde hos personer af anden herkomst end dansk var der flest tilfælde i aldersgruppen 20-49 år, og blandt tb-tilfælde hos personer af dansk herkomst var der flest i aldersgruppen 50-69 år. Denne tendens er uændret fra tidligere år.
Figur 4 viser incidensen af tb i Danmark fordelt på herkomstlande med de højeste incidenser af tb. Som tidligere er incidensen højest blandt personer med grønlandsk herkomst (223 pr. 100.000 i 2023) og personer fra Eritrea (62 pr. 100.000 i 2023). Incidensen af tb blandt personer med grønlandsk herkomst har ligget stabilt højt de seneste 10 år. Incidensen af tb blandt personer fra Eritrea toppede i 2015 (3.008 tilfælde pr. 100.000) og har siden da været faldende frem til 2023 (62 tilfælde pr. 100.000).
Formodet smitteland
På baggrund af anmeldelserne var 78 (40 %) personer formodet smittet i Danmark og 113 (58 %) i udlandet. For fem personer var smitteland ukendt. Fordelingen mellem smittede i Danmark og i udlandet er uændret igennem de seneste 10 år, figur 5.
Blandt personer af anden herkomst end dansk var 104 (70 %) smittet i udlandet, 41 (27 %) i Danmark, de resterende fire (3 %) havde ukendt smitteland.
Antallet af migranter fra Ukraine med anmeldt tb var på samme niveau i 2023 (tre tilfælde) som i 2022 (tre tilfælde).
Lokalisation af tb
Lunge-tb (pulmonal tb) er fortsat den hyppigste præsentation for både personer af dansk herkomst og personer af anden herkomst end dansk. Ekstrapulmonal tb forekom hyppigere blandt personer med anden herkomst end dansk (32 %) i forhold til personer med dansk herkomst (21 %), hvilket også er set i de foregående år. I 2023 blev der anmeldt ét tilfælde af tb-meningitis, men ikke andre tilfælde af tb i centralnervesystemet, tabel 2.
Recidiv
I alt 18 (9 %) tilfælde blev anmeldt med recidiv. Dette var stort set uændret i forhold til årene før, hvor henholdsvis 8 % (2022) og 7 % (2021) af tilfældene var recidivtilfælde.
Tuberkulose og hiv-infektion
Af de anmeldte tilfælde af tb i 2023 var syv personer hiv-positive. Ud af de i alt 196 anmeldte tilfælde af tb var 132 personer testet hiv-negative, mens hiv-status for de resterende 57 personer ikke fremgik af anmeldelsen. Det er uvist, hvorvidt disse personer er hiv-testet i forbindelse med tb-diagnosen, eller om årsagen til den høje andel med ukendt hiv-status skyldes, at der ikke forelå svar på hiv-testen på tidspunkt for anmeldelsen.
Tuberkulose blandt børn
I 2023 blev der anmeldt 12 børn og unge under 18 år med tb. Halvdelen var født i Danmark. Fire af de danskfødte var født af danske forældre, ét barn havde en forælder med tilknytning til andet land og ét barn var født af andengenerationsindvandrere. De fire børn født i Danmark af danske forældre var alle formodet smittet i Danmark og var anmeldt med lunge-tb. De resterende to danskfødte børn af forældre med tilknytning til andet land, var anmeldt med henholdsvis lunge-tb og miliær tb. Ud af de seks børn der var født i udlandet, var fem af dem også anført som smittet i udlandet. De var anmeldt med henholdsvis lunge-tb, glandel-tb, miliær tb, pleural tb og tarm/mave-tb.
Erhvervssmitte
Ingen af de anmeldte tilfælde i 2023 var angivet som smittet på arbejde.
Mikrobiologisk udvikling
I 2023 blev kun 75 % af personer af dansk herkomst, der var anmeldt med tb, bekræftet mikrobiologisk. Ideelt bør ca. 80 % af alle tb-tilfælde bekræftes, så man hverken over- eller underdiagnosticerer nye tilfælde. Ydermere sikrer den mikrobiologiske verifikation species- og resistensbestemmelse samt genotypning til brug for smitteudredning.
Antallet af danskere med mikroskopi-positiv lunge-tb, en markør for smitsom tb, er næsten tilbage på niveauet før covid-19-pandemien med 47 % i 2023. Dette tyder på, at tb-tilfælde opdages tidligere i sygdomsforløbet, hvilket kan skyldes genoptagede og øgede screeningsindsatser efter covid-19. Tidlig diagnostik medfører færre komplikationer for den enkelte patient og reducerer tb-spredning i samfundet.
Blandt de førstegangsanmeldte blev der påvist isoniazid-monoresistens hos fire (2 %) patienter og et enkelt tilfælde af rifampicin-monoresistens. I 2023 blev der påvist fem tilfælde af multiresistent (MDR) tb. Resistens bliver nu primært besvaret genotypisk, dvs. ud fra DNA-baserede undersøgelser, som baseres på PCR-analyser og helgenomsekventering af bakterien. Evt. påviste mutationer sammenholdes med WHO’s katalog over resistensmutationer. Kun ved påviste resistensmutationer, foretages fænotypisk (dyrkningsbaseret) resistensbestemmelse.
Denne opgørelse er også omtalt i EPI-NYT 50a/2024