TBE - opgørelse over sygdomsforekomst 2024

TBE, også kaldet centraleuropæisk hjernebetændelse, skyldes en virus fra familien af flavivirus. TBE-virus bliver overført til mennesker via bid fra skovflåter.

Årsopgørelse over TBE (centraleuropæisk hjernebetændelse) påvist i Danmark i 2024

Tick-borne encephalitis (TBE), også kendt som centraleuropæisk hjernebetændelse, er en virusinfektion, der overføres til mennesker via flåtbid. Sygdommen kan give influenzalignende symptomer og i nogle tilfælde udvikle sig til hjernebetændelse, særligt hos voksne/ældre personer. I Danmark er antallet af registrerede TBE-tilfælde faldet lidt fra 28 i 2023 til 22 i 2024, primært på grund af færre smittetilfælde fra Sverige. Dog ses en vis stigning i antal tilfælde med formodet smitte i Danmark samt en spredning til nye geografiske områder i Danmark.

Siden november 2023 har TBE været laboratorieanmeldepligtig til Statens Serum Institut (SSI), som opgør forekomsten af TBE påvist i Danmark årligt. Denne årsopgørelse omfatter 2024.

Smitteveje og forekomst

TBE (Tick-borne encephalitis, centraleuropæisk hjernebetændelse) er en virusinfektion, der overføres til mennesker ved flåtbid og i sjældne tilfælde efter indtagelse af upasteuriseret mælk fra inficerede dyr. Virussen findes blandt andet hos rådyr og gnavere samt katte og kan overføres til skovflåter, når disse bider og suger dyrenes blod. Dernæst kan flåten ved et nyt bid overføre virussen til mennesker.

Langt størstedelen (75-95 %) af de som bliver smittet med TBE-virus får ingen symptomer. Hos resten udvikles symptomer, enten monofasisk i form af influenzalignende symptomer som feber, utilpashed og hovedpine, eller bifasisk idet ca. 10 % af tilfældene udvikler hjernebetændelse, hvor der efter en symptomfri periode på ca. en uge, udvikles mere alvorlige symptomerne såsom balanceproblemer, lammelser, kramper og bevidsthedspåvirkning. Derudover kan der være sequelae med hukommelses- og koncentrationsbesvær.

TBE-virus kan introduceres til nye områder enten gennem migration af flåtbærende eller inficerede pattedyrsværter eller fugle. Skovflåter lever overalt i den danske natur, men områder med risiko for TBE-smitte er typisk meget lokaliserede. TBE har været kendt på Bornholm siden 1950’erne med cirka 1-2 tilfælde årligt. Frem til 2017 blev der – med undtagelse af to tilfælde i Tokkekøb Hegn i henholdsvis 2008 og 2009 – kun påvist TBE-tilfælde med formodet smittested på Bornholm, EPI-NYT 40 /2017.

I 2017 blev der igen konstateret et TBE-tilfælde hos en patient med formodet smitte uden for Bornholm, idet en patient blev formodet smittet på Feddet, som ligger i Faxe Kommune (retrospektivt vurderet, idet patienten først blev vurderet som smittet i udlandet). Siden da er der tilkommet flere nye mulige smitteområder især i de nordsjællandske skovområder samt sporadiske tilfælde i resten af Danmark, herunder på Syd- og Vestsjælland, Falster, Fyn og i Jylland, EPI-NYT 12-14/2019 og 34-35/2020. Særligt området omkring Tisvilde Hegn er blevet klassificeret som et kendt risikoområde efter gentagne påvisninger af TBE-virus i flåter indsamlet fra området, men der er også lokaliserede områder med risiko for smitte andre steder. Se her for tidligere opgørelser over TBE-sygdomsforekomst.

TBE-overvågning og smitteområder i 2024

Det samlede antal TBE-tilfælde påvist i Danmark er faldet fra 28 i 2023 til 22 i 2024, figur 1. Af de 22 tilfælde var to påvist i den primære fase uden symptomer på hjernebetændelse; disse er medtaget i opgørelsen, da information om smittested bidrager til en bedre forståelse af TBE-virus udbredelse både i og uden for Danmark.

Faldet i det samlede antal TBE-tilfælde det seneste år skyldes primært et fald i antallet af tilfælde med formodet smitte i Sverige, hvor man ellers har set en fordobling af TBE-tilfælde i løbet af de seneste ti år.

Figur 1. Antal tilfælde med TBE, fordelt på formodet smittested/smitteland, 2012-2024

Antallet af diagnosticerede TBE-tilfælde med formodet smitte i Danmark har været stigende siden 2018. På trods af at der er tale om små tal, er tendensen fortsat opadgående med 17 tilfælde i 2024 med formodet smitte i Danmark, sammenlignet med 13 påviste tilfælde i 2023.

Ud af de 17 danske TBE-tilfælde i 2024 var to med formodet smitte på Bornholm, fjorten på Sjælland – primært i Nordsjælland – samt ét tilfælde i Jylland i Randers-området.

Ligesom i de foregående år er der i 2024 set en geografisk spredning til nye kommuner med områder klassificeret som mulige smitteområder. I 2024 sås fx to tilfælde i Egedal Kommune, ét tilfælde i Odsherred Kommune og ét tilfælde i Randers Kommune.

Tilfældet i Randers Kommune formodes at være relateret til færden i området omkring Fussing Sø. Tidligere har der kun været ét andet smittetilfælde med kendt smittested i Jylland i 2023, hvor den mest sandsynlige smitte skete i naturområdet Harrild Hede i Ikast-Brande Kommune. I 2018 var det første tilfælde med formodet smitte i Jylland, men det præcise smittested var ukendt.

Smitten i Egedal Kommune formodes at være sket i skovområderne Ganløse Egede og/eller Ganløse Ore. Der har ikke tidligere været formodet smitte i Egedal Kommune, men skovområder i Nordsjælland har siden 2008 og 2009 været betragtet som mulige smitteområder.

Tilfældet i Odsherred Kommune formodes at være relateret til færden i Veddinge Bakker, hvilket sammen med smittetilfældene i Jylland bidrager til en geografisk spredning i vestlig retning af smitteområder i Danmark. Figur 2 viser antallet af TBE-tilfælde fordelt på kommuner, kumuleret fra 2013-2024, og figur 3 viser antallet af TBE-tilfælde som enkeltstående tilfælde påvist i 2024.

Figur 2. TBE med smitte i Danmark, fordelt på kommune, kumuleret fra 2013-2024

 

Figur 3. TBE med smitte i Danmark fordelt på kommune i 2024

Indsamling af flåter fra mulige risikoområder

Ved at trække et 1x1 meter stort hvidt flag hen over skovbunden ("flagging") kan man forsøge at fange flåter, som derefter opsamles og sendes til SSI for undersøgelse for TBE-virus (TBEV). Det er generelt meget vanskeligt at finde mikrofoci med TBEV, da disse typisk er på størrelse med en håndboldbane eller mindre.

I 2009 fandt SSI/DTU et TBEV-mikrofokus ved flagging i Tokkekøb Hegn, hvilket kunne påvises i otte år, frem til 2016. Et andet TBEV-mikrofokus er blevet identificeret i flåter ved Rubinsøen på det vestlige Bornholm. Endnu et fokus blev fundet i 2019 omkring en naturlegeplads i Tisvilde Hegn, og i juni 2024 blev igen påvist TBEV i indsamlede flåter herfra med en prævalens på 0,44 %.

Tidligere har det ikke været muligt at udpege et specifikt smitteområde i Hareskoven, hvorfra det var relevant at indsamle flåter til undersøgelse for TBEV. Men i 2024 blev der påvist to humane TBE-tilfælde med muligt smittested i den del af Hareskoven, der omkredser Søndersø, dvs. skovområdet Jonstrup Vang. Det var muligt at få en meget præcis angivelse af en af patienternes færden i Jonstrup Vang forud for symptomdebut, hvilket medførte efterfølgende flagging i området.

To områder i Jonstrup Vang (betegnet JV1 og JV2) blev flagget og de indsamlede flåter poolet og testet for TBEV i oktober 2024. På trods af en høj tæthed af flåter i område JV1, blev ingen testet positive for TBEV. Derimod var område JV2, som havde mindre lav vegetation og en lavere tæthed af flåter, positiv for TBEV med en prævalens på 0,86 %. Efter en opfølgende flagging for at bekræfte det oprindelige fund forblev området positivt for TBEV i november 2024 med en prævalens på 0,3 %.

Genomisk karakterisering fra helgenomsekventering af fundene fra Jonstrup Vang viser, at der er tale om en ny introduktion af TBEV, sandsynligvis fra Centraleuropa. Sekvensanalyser indikerer, at virus er tæt sammenlignelige med virus tidligere fundet i det sydlige Tyskland og Østrig. Dette tyder på, at der ikke er tale om spredning fra et allerede erkendt fokus i Danmark. Analysen af nye virusfund fra det kendte fokus i Tisvilde i 2024 viser derimod en høj grad af overensstemmelse med tidligere sekvenser fra samme område. Dette understøtter, at det fortsat er den oprindelige introduktion i området, der cirkulerer.

Figur 4. Antal tilfælde med TBE, fordelt på måned for symptomdebut, 2024

Flest smittes sommer og efterår

Flåtsæsonen i Danmark begynder som regel i april-maj, når mennesker igen færdes i skovene, og varer typisk til oktober-november. Flåter kan dog også være aktive i vintermånederne, men smitterisikoen er meget lav.

Som det fremgår af figur 4, debuterede flest personer med symptomer i juni og juli 2024. Herefter faldt antallet af tilfælde hen over sensommeren, inden det steg en smule igen i efteråret 2024. Denne sene stigning kan muligvis forklares med et varmere efterår, hvor flåter forbliver aktive, samtidig med at flere mennesker opholder sig i skovområder.

TBE er hyppigst hos ældre
Figur 5 viser fordelingen af alder og køn blandt de 22 personer, der blev smittet i 2024. I alle aldersgrupper – undtagen 0-4 år og 45-64 år – blev flest mænd ramt. TBE kan ramme personer i alle aldre, men som det fremgår af figur 5, forekommer sygdommen hyppigst hos ældre. I 2024 var 15 ud af de 22 smittede over 45 år, mens der også blev registreret to tilfælde hos personer under 15 år.

Opgørelser viser, at sygdommen normalt forløber mildere hos børn end hos voksne. Børn har ofte uspecifikke og milde symptomer, som kan være svære at opdage, og de oplever sjældnere vedvarende neurologiske følgetilstande efter infektionen. Af de to tilfælde hos børn under 15 år blev det ene beskrevet som mildt uden symptomer fra nervesystemet.

Figur 5. Antal tilfælde af TBE, fordelt på alder og køn, 2024

Det bifasiske forløb er hyppigst

Af de 22 påviste tilfælde af TBEV i Danmark i 2024 var to uden symptomer fra centralnervesystemet – ét smittet i udlandet og ét smittet i Danmark. Disse opfylder derfor ikke casedefinitionen for centraleuropæisk hjernehindebetændelse. De er dog medtaget i opgørelsen, da de bidrager til viden om TBEV’s udbredelse og muliggør opsporing af nye potentielle smitteområder.

I 16 tilfælde forløb infektionen som tidligere beskrevet med det klassiske bifasiske sygdomsforløb. Fire tilfælde debuterede dog direkte med symptomer fra centralnervesystemet uden forudgående influenzalignende symptomer og efterfølgende symptomfri periode.

Tabel 1. TBE-tilfælde i Danmark i 2024

Forebyggelse af TBE

Man kan beskytte sig mod TBE-virus ved enten at forsøge at undgå flåtbid, hurtigt at fjerne flåter og/eller lade sig vaccinere, hvis man fra maj til oktober færdes jævnligt i skov og krat uden for stier eller får flåter på sig ved at færdes på stier i de kendte TBE-risikoområder. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at vaccination ikke giver 100 % beskyttelse.

Ud af de 22 smittede i 2024 var tre personer tidligere blevet TBE-vaccineret med enten vaccinen Encepur eller Ticovac.

SSI udarbejdede i 2023 en risikovurdering af TBE, og overordnet set vurderes sandsynligheden for, at en enkelt person bliver smittet med TBEV i Danmark og udvikler TBE (hjernebetændelse), som meget lav – både på daværende tidspunkt og i de kommende fem år. Dette gælder, selvom man forventede en stigning i antallet af patienter med TBE samt en øget geografisk udbredelse af smitten. Aktuelt er det kun Bornholm og de kommuner, der udgør det nordsjællandske risikoområde, der har en sygdomsincidens på >1/100.000/år.

På grund af det relativt lave antal tilfælde vurderer SSI, at der for personer, som udviser risikoadfærd i kendte risikoområder – defineret som et område med mindst to TBE-tilfælde inden for en periode på tre år – vil skulle vaccineres cirka 50.000 personer for at forhindre ét tilfælde af TBE. Dette estimat er dog følsomt for den reelle risikopopulation, som er vanskelig at vurdere sikkert.

Denne årsopgørelse er også omtalt i EPI-NYT 10-11/2025.