Rabies - opgørelse over sygdomsforekomst 2023
Rabies 2023
Rabies Post-Exposure Profylakse (PEP) 2023
I 2023 blev i alt 281 personer vurderet at have være eksponeret for mulig rabies efter dyrebid og sat i rabies PEP-behandling. Af disse havde 15 personer tidligere fået PrEP (Pre-Exposure Profylakse).
Post-Exposure Profylakse givet efter eksponering i Danmark i 2023
I 2023 blev 37 personer sat i behandling mod rabies efter mulig eksponering i Danmark (PEP). Der blev givet humant rabies immunoglobulin (HRIG) til 24 af de 37 eksponerede personer.
Hyppigste eksponering i Danmark var bid eller krads af flagermus, som var årsag til at 32 personer blev sat i profylaktisk behandling. Fire personer var blevet bidt af ulovligt importerede uvaccinerede hunde, og én person var blevet kradset og savlet på af en aggressiv kat, der ugen forinden var set bærende på en død flagermus.
Post-Exposure Profylakse givet efter eksponering i udlandet i 2023
I 2023 blev 244 personer sat i PEP efter mulig eksponering for rabies i udlandet.
Figur 1 viser, at den stigning i eksponering for rabies i udlandet, der begyndte i 2022, efter en periode med meget få eksponeringer som følge af nedsat rejseaktivitet under covid-19-pandemien, er fortsat i 2023.
Blandt de 244 personer, som blev eksponeret for rabies i udlandet, fik 114 HRIG (47 %), heraf 53 af dem først da de kom til Danmark.
En stor del af dem, der blev sat i rabies-PEP efter bid i udlandet i 2023, var, ligesom i 2022, eksponeret i Thailand (52) eller Tyrkiet (41).
I 2023 var hunde i 134 (55 %) tilfælde årsag til mulig eksponering i udlandet. Herudover var 52 personer (21 %) muligt eksponeret af katte, 48 personer (20 %) var muligt eksponeret af aber, to personer var muligt eksponeret af flagermus, to person var muligt eksponeret af en ræv, og eksponeringen for seks personer var ikke oplyst.
Rabies hos dyr
Rabies forårsages oftest af klassisk rabiesvirus, men kan i sjældne tilfælde også skyldes European Bat Lyssavirus (EBLV-type 1 og 2), også kaldet flagermusrabiesvirus. Klassisk rabies er fortsat endemisk forekommende i store dele af verden inklusive en del af Østeuropa, mens det er udryddet i den vestlige del af Europa. Illegal import af kæledyr fra bl.a. Østeuropa og Nordafrika udgør fortsat et problem, og der rapporteres jævnligt om tilfælde af rabies i hunde eller katte indført illegalt til EU. Klassisk rabies forekommer endemisk i Grønland, hvor polarrævene jævnligt spreder smitten til andre pattedyr.
Danmark har været fri for klassisk rabies siden 1982, mens flagermusrabies, der anses for værende endemisk forekommende, første gang blev påvist i 1985. Senest er EBLV type 1 påvist i en sydflagermus i 2009, mens EBLV-type 2 er påvist i en spytprøve fra vandflagermus i 2015.
I 2023 blev 44 dyr fra Danmark undersøgt for klassisk rabies og/eller flagermusrabies i den passive overvågning. De 43 flagermus fordeler sig på 30 flagermus indsendt for mistanke om flagermusrabies og 13 flagermus indsendt som faldvildt. Alle undersøgte dyr blev fundet negative ved PCR, tabel 1.
I 2023 har der været 4 indsendelser fra grønlandske polarræve til undersøgelse for klassisk rabies, tabel 2. Der blev fundet klassisk rabiesvirus i 3 ud af 4 indsendte polarræve. Undersøgelserne af polarrævene er foretaget af OIE Collaborating Centre for Zoonoses in Europe referencelaboratoriet på Friedrich-Loeffler-Institut (FLI) i Tyskland efter aftale med Statens Serum Institut.
Denne opgørelse er også omtalt i EPI-NYT 50b/2024.