Klamydia - opgørelse over sygdomsforekomst 2023

Klamydia 2023

Data fra Den danske mikrobiologidatabase

Som i forudgående år er data til udarbejdelsen af nærværende rapport for 2023 indhentet via Den danske mikrobiologidatabase (MiBa). Data omfatter alle positive og negative undersøgelsesresultater for okulo-genital infektion forårsaget af Chlamydia (C.) trachomatis fra samtlige klinisk mikrobiologiske afdelinger (KMA’er). Data omfatter personnumre, hvorfor sygdomsepisoder kan afgrænses på individniveau. En ny sygdomsepisode er defineret ved, at der er over 42 dage mellem to prøvetagningsepisoder med positive resultater. For patienter med gyldigt personnummer indhentes oplysninger om kommunekode og dermed landsdel og region fra cpr.

I nærværende rapport for 2023 angives flere steder tal fra 2022 til sammenligning. I 2024 blev metoden, hvorved data vedrørende klamydia indhentes fra MiBa, revideret og opdateret som led i en større indsats for standardiserede dataudtræk, med den største forskel på de to metoder værende, at personer kan have mere end én negativ prøvetagningsepisode årligt, hvilket giver flere undersøgelsesepisoder og dermed påvirker positivrater fra tidligere rapporter væsentligt. Dette medfører også små forskelle mellem tallene for 2022 i denne rapport og tallene i årsopgørelsen for 2022 . I nærværende rapport er antallet af undersøgelsesepisoder fra 2014 til 2023 angivet.

Andre data

Der udføres i et ukendt omfang undersøgelser for klamydia i private laboratorier. Sådanne data indgår ikke i nærværende rapport. Ved fund af klamydia i rektum eller ved mistanke om lymphogranuloma venereum (LGV), EPI-NYT 20/2008, indsender nogle KMA’er og venereaklinikker materiale til Statens Serum Institut (SSI) med henblik på specialundersøgelse for LGV.

Klamydiaforekomst

I 2023 blev 295.346 personer (204.700 kvinder, 90.484 mænd og 162 af ukendt køn) undersøgt for klamydia fordelt på 380.618 undersøgelsesepisoder, hvilket er en lille stigning fra 286.839 undersøgte personer og 368.645 undersøgelsesepisoder i 2022. Stigningen i undersøgelsesepisoder er som anført påvirket af ændrede definitioner til brug for overvågningen. Antallet af påviste tilfælde var i 2023 37.111, hvilket er et fald på 10,8 % fra 2022, hvor der sås 41.595 tilfælde, tabel 1. Ikke alle undersøgte personer har oplysning om køn, alder og landsdel, hvorfor forskellige positivrater kan forekomme i de følgende tabeller.

Tabel 1. Antal undersøgte personer, undersøgelsesepisoder, laboratoriepåviste klamydiatilfælde og positivrate, 2014 til 2023

Tabel 2 er opdelt efter køn og viser fordelingen på aldersgrupper af antal klamydiatilfælde og incidensrate pr. 105 indbyggere. Incidensraten faldt for de 15-29-årige for begge køn, hvorimod der sås en lille stigning blandt mænd på 30-34 år og 50+. Blandt kvinder sås et lille fald i incidensrate for de 30-39-årige og en stigning blandt de 10-14-årige piger. Overordnet sås et fald i incidensrate for både mænd (fra 591 til 533) og kvinder (fra 820 til 712) fra 2022 til 2023. Størstedelen af tilfældene sås blandt 15-29-årige, som i 2023 udgjorde 84 % af alle tilfælde, 88 % for kvinder og 78 % for mænd. Dette viser et fald i andelen af tilfælde for mænd i denne aldersgruppe, som i 2022 var 81 %. I 2023 udgjorde tilfælde blandt mænd 42 % af alle tilfælde, hvilket også var gældende i 2022.

Tabel 2. Alders- og kønsspecifik fordeling af klamydiatilfælde med kendt alder og køn, 2023 og 2022

Blandt de 15-29-årige faldt incidensraten af påviste klamydiatilfælde fra 2022 til 2023 for begge køn og alle 1-årsaldersgrupper med undtagelse af 29-årige mænd. Den højeste incidensrate blandt kvinder sås hos de 19-årige (6.694 tilfælde pr. 105) og blandt mænd hos de 21-årige (3.831 tilfælde pr. 105). Det største fald i incidensrate af påviste klamydiatilfælde sås blandt de 16-23-årige, figur 1.

Figur 1. Incidensrate pr. 100.000 indbyggere af laboratoriepåvist klamydia, mænd og kvinder 15-29 år, 2017-2023

Geografisk fordeling

Fra 2022 til 2023 faldt incidensraten af laboratoriepåviste klamydiatilfælde (pr. 105 indbyggere) for både mænd og kvinder på tværs af hele landet, med undtagelse af mænd på Bornholm, tabel 3. Der sås et større fald i incidensraten i hovedstadsområdet for begge køn. For kvinder sås et betydeligt fald i incidensrate i Nord-, Vest- og Østjylland. Mand/kvinde-incidensratio (MKIR) var på landsplan 0,75 i 2023 (2022: 0,72). Mest i øjenfaldende sås en stigning i MKIR i Region Hovedstaden.

Tabel 3. Laboratoriepåvist klamydia, fordelt på landsdel og køn, Incidensrate pr. 100.000 indbyggere, 2023 og 2022

Diagnostik

Blandt patienter med påvist klamydia var 91 % undersøgt af praktiserende læger eller speciallæger og 9 % af hospitalsafdelinger, som i 2022.

Klamydia hos børn

Klamydia blev påvist hos børn i 135 tilfælde i 2023 (126 i 2022), heraf var 90 tilfælde blandt 1-14-årige (72 i 2022). I aldersgruppen 10-14 år var antallet af påviste tilfælde af klamydia syv blandt drenge (syv i 2022) og 82 for piger (64 i 2022). Tallene for 2022 og 2023 ses i tabel 2. Blandt de 45 0-årige i 2023 var mere end 95 % positive i øjenpodninger, hvorfor det er vigtigt at huske klamydiainfektioner som årsag til konjunktivit hos nyfødte.

Undersøgelsesfrekvens fordelt på aldersgrupper og køn

Fra 2022 til 2023 sås en generel stigning i incidensraten af undersøgelser for klamydia med undtagelse af et lille fald blandt de 15-24-årige for begge køn. Mænd blev i 2023 undersøgt betydeligt mindre end kvinder for klamydia, 3.892 undersøgelser pr. 105 sammenlignet med 8.818 undersøgelser pr. 105. Dette er gældende for aldersgruppen 1-49 år, hvorimod mænd bliver undersøgt mere i aldersgrupperne <1 år og 50+. Det samme mønster i undersøgelsesfrekvens sås i 2022. Den højeste incidensrate af undersøgelser sås blandt de 20-24-årige for begge køn, 15.215 undersøgelser pr. 105 for mænd og 42.589 undersøgelser pr. 105 for kvinder.
For begge køn sås et fald i positivraten fra 2022 til 2023, 9,4 % til 8,1 % for kvinder og fra 15,8 % til 13,7 % for mænd, hvilket ses i alle aldersgrupper undtagen mænd 50+ samt 10-14-årige piger. Største fald i positivrate sås blandt 15-19-årige mænd på trods af den lavere incidensrate af undersøgelser for klamydia. Den højeste positivrate sås blandt de 15-19-årige for begge køn, 27,9 % for mænd og 18 % for kvinder.

Tabel 4. Antal mænd og kvinder, inddelt i aldersgrupper, undersøgt for klamydia pr. 100.000 indbyg-gere samt positivrate, 2023 og 2022

Behandling af klamydia

I 2019 (EPI-NYT 38/2019) blev det anbefalet at anvende doxycyklin i stedet for azithromycin til behandling af ukompliceret klamydia. Årsagen hertil var den høje forekomst af azithromycinresistens blandt Mycoplasma genitalium i Danmark, sammenlignet med Sverige, hvor standardbehandlingen af klamydia er doxycyklin.

Udtræk fra Receptregisteret tyder på, at forbruget af azithromycin til behandling af klamydia er faldet, men dog stadig svarer til cirka halvdelen af behandlingerne. Forbruget bør nedsættes yderligere.

Tabel 5. Anatomiske prøvetagningssteder for mænd og kvinder, 2022-2023

Klamydiaundersøgelser og positivrate fordelt på landsdele og køn

På tværs af regionerne og landsdele sås en lille stigning i undersøgelsesfrekvensen fra 2022 til 2023 for begge køn, med enkelte undtagelser som kvinder i København by og Vestjylland. Der sås samtidigt et generel fald i positivrate i hele landet med undtagelse af mænd på Bornholm. Den højeste undersøgelsesfrekvens sås, ligesom i 2022, i København by, som samtidigt havde den laveste positivrate. Den laveste undersøgelsesfrekvens sås på Bornholm. Vestjylland havde den højeste positivrate for både mænd og kvinder i 2023, hhv. 19,3 % og 10,9 %, hvilket også var tilfældet i 2022.

Tabel 6. Antal mænd og kvinder med oplyst landsdel undersøgt for klamydia pr. 100.000 indbyggere samt positivrate, 2023 og 2022

Undersøgelse af mænd for klamydia i rektum

Fra 2022 til 2023 sås en lille stigning i antal påviste tilfælde af klamydia i rektum blandt mænd, tabel 7. Stigningen var jævnt fordelt over hele landet, hvilket ledsagedes af en stigning af antallet af undersøgelser. Positivraten af klamydia i rektum blandt mænd var praktisk talt uændret fra 2022 til 2023 (7,8 % til 7,6 %), hvilket tyder på, at den lille stigning i antal tilfælde kan forklares ved den øgede testfrekvens. Positivraten af klamydia i rektum steg mest i Københavns omegn, Nordsjælland, Bornholm og Østsjælland og faldt mest i region Syddanmark, hvor Fyn så en næsten halvering i antal tilfælde i 2023 sammenlignet med 2022. Midt- og Nordjylland så begge praktisk talt uændrede positivrater samt testmønstre fra 2022 til 2023.

Tabel 7. Mænd undersøgt for klamydia i rektum, antal, undersøgelsesincidens og positivrate, fordelt på landsdel, 2023 og 2022

Lymphogranuloma venereum (LGV)

På SSI blev der i 2023 foretaget specifik LGV-undersøgelse med nukleinsyre-amplifikations-teknik (NAT) på 1.825 prøver, hvoraf 1.464 var fra mænd og 359 fra kvinder, tabel 8. Disse 1.825 prøver stammede fra i alt 1.561 individer, 1.208 mænd, 351 kvinder og to individer med uoplyst køn. Dette var et fald i antal undersøgelser for LGV fra 2022, hvor 1.675 individer blev undersøgt, fordelt på 1.936 undersøgelser. Faldet i antallet af undersøgelser sås hovedsageligt hos kvinder, hvor LGV sjældent ses, hvorimod antallet af undersøgelser for anorektal LGV hos mænd steg fra 2022 til 2023 (1.196 mod 1.333). Antallet af undersøgelser for anorektal LGV hos kvinder faldt fra 438 til 311, og antallet af kvinder undersøgt for LGV faldt fra 511 til 351 fra 2022 til 2023. Af de 1.313 tilfælde af rektal klamydia blandt mænd, tabel 7, blev 1.208 (92 %) undersøgt for LGV; lignende ratio sås i 2022 (94 %). Der observeredes en lille stigning i antallet af individer med påvist LGV-tilfælde fra 2022 (77) til 2023 (93). Alle tilfælde påvistes hos mænd i 92 anorektale prøver samt podninger fra svælg, urogenitale lokalisationer og øvrige podesteder. Ingen kvinder fik påvist LGV i 2023, tabel 8.

Tabel 8. Antal undersøgelsesepisoder for LGV med anatomisk lokalisation, samt antallet af påviste tilfælde, 2023 og 2022

Denne opgørelse er også omtalt i EPI-NYT 35/2024