Hepatitis B akut og kronisk - opgørelse over sygdomsforekomst 2022
Årsopgørelse for hepatitis B i Danmark 2022
I 2022 modtog Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse i alt 102 anmeldelser af hepatitis B.
Akut hepatitis B
I 2022 modtog Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse ti anmeldelser af personer med akut hepatitis B (én kvinde og ni mænd). Medianalderen var 42 år (spændvidde 21-73 år), figur 1. Halvdelen var af dansk herkomst, mens de øvrige enten var født i udlandet eller andengenerationsindvandrere.
Størstedelen var smittet i Danmark, og den hyppigste smittemåde var seksuel smitte. Dette omfattede både heteroseksuel smitte og smitte mellem mænd, der har sex med mænd (MSM). Der sås også smitte i Danmark via intravenøst stofbrug.
Kronisk hepatitis B
I 2022 modtog Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse 92 anmeldelser af kronisk hepatitis B, til sammenligning blev der anmeldt 116 tilfælde i 2021, tabel 1.
Medianalderen var 37 år (spændvidde 2-78 år), figur 1. I alt 61 (66%) var kvinder. Medianalderen for kvinder var 35 år (spændvidde 2-63 år), for mænd var den 43 år (spændvidde 24-78 år).
Seks personer med dansk herkomst blev anmeldt med kronisk hepatitis B i 2022. De resterende personer, 86 (93 %), var af udenlandsk herkomst. De anmeldte tilfælde med udenlandsk herkomst fordelte sig på i alt 31 forskellige lande, 50 % var fra Asien, heraf størstedelen fra Kina, 36 % fra Europa, heraf størstedelen fra Rumænien og 14 % fra Afrika,
I alt var 33 (54 %) af kvinderne fundet i den generelle screening af gravide. Tre af kvinderne var født i Danmark, heraf var to andengenerationsindvandrere og én havde dansk herkomst. De resterende 30 kvinder var født i udlandet, og 27 af disse var vurderet smittet ved fødslen, mens de resterende tre havde ukendt smittekilde.
Denne opgørelse er også omtalt i EPI-NYT 49a/2023.