Gravidscreening 2023
Screening af gravide, 2023
I 2023 blev der udført 62.705 blodtypeanalyser blandt gravide kvinder. Stort set alle disse (99,9 %) blev undersøgt for både hepatitis B-virus, hiv og syfilis.
Hiv-positive gravide
I 2023 blev 20 kvinder fundet med hiv i gravidscreeningen (0,03 % af de testede). Blandt disse havde fem kvinder ny-påvist hiv, og 15 var kendt hiv-positive.
Der var ikke nogen af de ny-påviste hiv-positive gravide, der var danske. Fire af de gravide kvinder med kendt hiv var danske, tre af de ny-diagnosticerede og én af de kendte var fra Ukraine. Resten af kvinderne var langt overvejende fra Afrika syd for Sahara.
Gravide med syfilis
I alt 103 gravide kvinder var positive i screeningstesten for syfilis i 2023. Der blev foretaget konfirmatoriske serologiske tests på 99 af kvinderne (96 %). Den konfirmatoriske test gør det muligt at identificere både de falsk positive/tidligere smittede og de gravide med aktuel syfilis. Hovedparten af de 99 var falsk positive eller havde antistoffer fra tidligere syfilis. Ti fik påvist aktuel syfilis, svarende til 0,02 % af alle de screenede gravide. For de resterende fire, blev der, trods flere henvendelser fra Statens Serum Institut, ikke foretaget konfirmatorisk test.
Gravide med hepatitis B
Af de 62.705 gravide der blev testet, var 94 (0,15 %) positive for HBsAg (hepatitis B surface antigen), hvilket er på niveau med sidste år, figur 1.
Blandt gravide forekom hepatitis B i 2023 udelukkende blandt kvinder, som enten er født i udlandet (N=89), eller er født af indvandrere i Danmark (N=5), før indførelsen af den generelle screening af gravide for hepatitis B (november 2005), figur 2. De hyppigste lande, hvorfra de gravide med hepatitis B kom fra, var Kina, Rumænien, Eritrea, Afghanistan og Vietnam. Dette afspejler fordelingen af forekomsten af hepatitis B blandt befolkningen i Danmark.
Også for hiv blandt gravide er der en betydelig overvægt af kvinder født i udlandet, figur 3. Derimod er der stort set ingen andengenerationsindvandrere med hiv i gravidscreeningen.
I modsætning til hepatitis B og hiv, findes der en betydelig del af kvinder født i Danmark med syfilis i gravidscreeningen, figur 4. Ingen af de gravide kvinder med syfilis var fra Ukraine.
Denne opgørelse er også omtalt i EPI-NYT 40/41b-2024.