Gonorré - opgørelse over sygdomsforekomst 2023

Gonorré - årsopgørelse 2023

Den nationale overvågning af gonorré på Statens Serum Institut (SSI) er baseret på dataudtræk fra Den danske mikrobiologidatabase (MiBa). I MiBa foreligger data vedrørende prøvesvar opnået ved både dyrkning og PCR eller anden nukleinsyreamplifikationsteknik (NAT), idet alle klinisk mikrobiologiske afdelinger (KMA’er) i Danmark udfører kombineret NAT for gonokokker og Chlamydia trachomatis.

Hvis der findes gentagne positive prøver hos samme person, defineres et nyt gonorrétilfælde ved, at der er flere end 21 dage mellem de positive fund. En negativ undersøgelsesepisode er også defineret ved 21 dage mellem negative fund. Overvågningen af laboratoriepåvist gonorré suppleres med resistensbestemmelse af af gonokokisolater indsendt til Afdeling for Bakterier, Parasitter & Svampe (BPS), Infektionsberedskabet på SSI.

Udover den laboratoriebaserede overvågning er det lovpligtigt for den behandlende læge at anmelde alle gonorrétilfælde til Meldesystemet for Infektiøse Sygdomme (MIS), Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse (AIF), SSI. Siden 2022 foregår dette elektronisk via SEI2. Det kliniske anmeldelsessystem efterspørger oplysninger, som ikke fremgår af laboratoriedata, fx smittemåde, seksuel orientering, smitteland og hiv-status.

Tabel 1. Antal undersøgelsesepisoder, tilfælde, anmeldelser samt positivrate og anmeldeprocent for gonorré 2014-2023

I 2023 blev 5.579 tilfælde af gonorré registreret i MiBa fordelt på 395.959 undersøgelsesepisoder, hvilket var en stigning på 6 % for tilfælde og 3 % for undersøgelsesepisoder sammenlignet med 2022. Positivraten var uændret på 1,4 %, og andelen af gonorrétilfælde som blev anmeldt var også uændret fra 2022 (77 %) til 2023 (75 %). Tallene vedrørende 2023 viser, at den voldsomme stigning som sås fra 2021 til 2022, EPI-NYT 50/2023, ikke fortsatte ind i 2023, hvor kun en lille stigning blev observeret, tabel 1.

Figur 1. Antal anmeldte gonorrétilfælde til MIS fordelt på køn og seksuel orientering, 2014 - 2023

Køn, smittemåde, herkomst og smitteland

De 5.579 tilfælde i 2023 fordelte sig på 1.935 tilfælde blandt kvinder og 3.644 blandt mænd og resulterede i 4.205 anmeldelser, som viste, at fordelingen mellem mænd der har sex med mænd (MSM), mænd der har sex med kvinder (MSK) og kvinder stort set var uændret fra 2022 til 2023, figur 1.

Tretten tilfælde blev anmeldt som smitte mellem to kvinder. Der var 25 tilfælde blandt gravide kvinder, som blev diagnosticeret og anmeldt i 2023. Der blev i 2023 anmeldt 28 prostituerede med gonorré (21 i 2022). Herkomst var angivet i 4.192 tilfælde i 2023, hvoraf 74 % var født i Danmark og 26 % var født i udlandet. I 2022 og 2023 forelå data vedrørende smitteland i hhv. 3.987 og 4.176 tilfælde. I 2023 var 8 % (6 % i 2022) anmeldt som værende smittet uden for Danmark. Disse 8 % gjaldt også for de registrerede tilfælde af syfilis i Danmark 2023. En større andel af tilfælde blandt mænd end blandt kvinder blev anmeldt som værende smittet i udlandet i både 2022 og 2023. Dette var i begge år 9 % af tilfældene blandt mænd, mens det for kvinder var henholdsvis 3 % og 5 %.

Opdelt på seksuel orientering sås en større andel af tilfældene blandt mænd, der har sex med mænd at være anmeldt som smittet i udlandet sammenlignet med mænd, der har sex med kvinder, i både 2022 og 2023, (2022: 11 % vs. 6 % og 2023: 11 % vs. 7 %).
I 2023 blev 315 tilfælde anmeldt som værende smittet i udlandet. Disse tilfælde var fordelt på 55 lande, hvoraf flest tilfælde var smittet i Spanien, Thailand, Tyskland, Frankrig og USA.

Tabel 2. Antal tilfælde af gonorré samt incidensrate pr. 100.000 indbyggere fordelt på køn og alder, 2023 og 2022

Fra 2022 til 2023 sås en stigning, om end lille, blandt mænd sammenlignet med kvinder. Den største stigning blandt mænd sås blandt 30-39-årige samt 50+ mænd, hvor stigningen blandt kvinder var størst blandt de 35-39-årige. For både mænd og kvinder sås et betydeligt fald i incidensraten blandt de 15-19-årige. 25+ mænd havde en betydeligt højere incidensrate end kvinder i 2023. I 2023 udgjorde mænd 65 % af alle registrerede tilfælde, hvilket er på niveau med 2022 (64 %), tabel 2.

Tabel 3, Incidens af gonorré pr. 100.000 af undersøgelsesepisoder samt positivrate fordelt på køn og alder, 2023 og 2022

I 2023 blev flere kvinder end mænd undersøgt på tværs af alle aldersgrupper med undtagelse af 50+. Den højeste incidens af undersøgelser pr. 100.000 indbyggere var blandt de 20-24-årige for begge køn, 15.866 undersøgelser pr. 100.000 for mænd og 44.675 undersøgelser pr. 100.000 for kvinder. Fra 2022 til 2023 faldt undersøgelsesincidensen for 15-24-årige for begge køn, men steg for alle andre aldersgrupper. Der blev ikke observeret større ændringer i positivraten på tværs af køn og aldersgrupper fra 2022 til 2023. Mænd havde i 2023 en betydeligt højere positivrate end kvinder, med undtagelse af <15-årige, hvor der sås en identisk positivrate for både mænd og kvinder, tabel 3.

Figur 2. Incidensrate for gonorrétilfælde blandt 15-29-årige, 2019 - 2023

I 2023 sås et fald i incidensrate blandt unge kvinder (17-19-årige), derudover sås ingen større ændringer siden 2022 for aldersgruppen 15-29-årige, hverken blandt mænd eller kvinder, figur 2.

Gonorré blandt børn

Der blev i 2023 registreret syv tilfælde blandt personer under 15 år (11 i 2022). I begge år blev enkelte tilfælde registreret blandt 0-årige i svælg og øjne, som følge af smitte fra mor via fødsel.

Gonorré blandt transkønnede personer

Der blev i 2023 anmeldt 21 tilfælde blandt transkønnede personer til MIS, heraf var ti transkvinder og 11 transmænd. Dette var en stigning sammenlignet med 2022, hvor seks tilfælde blev anmeldt til MIS blandt transkønnede personer. Denne stigning kan skyldes en generel stigning blandt transkønnede personer, men kan også skyldes øget opmærksomhed hos anmeldende læger og SSI, og afspejler ikke nødvendigvis større risikoadfærd blandt transkønnede personer.

Hiv blandt gonorrésmittede

I 2023 var hiv-status oplyst for 47 % af alle anmeldte tilfælde, i 2022 var tallet 55 %. Blandt de 4.205 anmeldte tilfælde i 2023 var 4 % blandt personer med kendt hiv og <0,1 % blandt personer med nyerhvervet hiv. I 2022 var de tilsvarende tal hhv. 5 % og <0,2 %.

Som følge af overgangen til elektronisk anmeldelse vha. SEI2, som blev indført i 2022, foreligger information om brugen af PrEP-behandling for at forebygge hiv-smitte. PrEP-behandlingen er for personer med risikoadfærd, fx MSM og transkønnede personer. I 2023 var 59 % af de anmeldte gonorrétilfælde blandt hiv-negative MSM i PrEP-behandling. Få kvinder og MSK blev anmeldt som værende i PrEP-behandling i 2023.

Tabel 4. Laboratoriepåvist gonorré, fordelt på landsdel og køn: Antal tilfælde, Incidens pr. 105 og M/K ratio, 2023 og 2022

Tabel 5. Laboratoriepåvist gonorré, fordelt på landsdel og køn: Undersøgelsesincidens pr. 105, positivrate og M/K ratio, 2023 og 2022

Der observeredes ingen større ændring i incidens af gonorré eller positivrate for hverken mænd eller kvinder på tværs af landsdele i Danmark. Den største forskel sås på Bornholm, hvor både incidensen af registrerede gonorrétilfælde og positivraten faldt betydeligt fra 2022 til 2023. Dette fald kan muligvis forklares ved, at der sås en atypisk høj incidens i 2022. Mænd havde en langt højere positivrate i alle landsdele, højest i København by på 4 %, hvor positivraten blandt kvinder var 0,6 %. I København by sås også den højeste incidens af gonorré pr. 100.000 for både mænd og kvinder på hhv. 398 og 117. Bornholm var den eneste landsdel, hvor kvinder havde en betydeligt højere incidens af gonorré end mænd, og i Vestjylland var incidensen blandt mænd og kvinder ens. Kvinder blev testet betydeligt mere end mænd i hele landet, tabel 4 og tabel 5.

Gonorré i særlige anatomiske lokalisationer

I 2023 blev gonorré, udover de sædvanlige anatomiske steder (urogenitalt, anorektalt samt i svælg), påvist i 12 tilfælde fra øjne, blod, ledvæske fra håndled og knæled samt væv fra fingre.

Resistens blandt Neisseria gonorrhoeae

I 2023 blev 2.660 N. gonorrhoeae (NG)-isolater fordelt på 2.152 episoder undersøgt på SSI som del af den nationale resistensovervågning. De isolater som havde en tilhørende anmeldelse i MIS inden for 60 dage kunne få tildelt en smittekilde og seksuel orientering, hvilket var tilfældet for 1.740 isolater. NG-isolaterne bliver testet med bestemmelse af MIC (mindste hæmmende koncentration) på SSI, og EUCAST breakpoints anvendes til at skelne mellem resistens og følsomhed. Der bliver testet for resistens over for azithromycin, ceftriaxon og ciprofloxacin samt dannelse af penicillinase. Isolater der er intermediært resistente over for ciprofloxacin behandles i denne rapport som værende resistente.

Figur 3. Oversigt over resistens og isolater indsendt til den nationale resistensovervågning, 2003 - 2023

I 2023 sås en større stigning i andelen af isolater med resistens over for azithromycin, og en lille stigning i resistens over for ciprofloxacin. Ceftriaxonresistens er ikke blevet registreret i Danmark siden 2017. Andelen af penicillinase-producerende isolater er uændret siden 2022, figur 3.

Figur 4. Fordeling af MIC-værdier for ceftriaxon, 2003 – 2023

Der blev i 2023 ikke registreret ceftriaxonresistens, og fordelingen af MIC-værdier er magen til den i 2022, med en mindre stigning i andelen med MIC-værdier i intervallet0,008 – 0,016 mg/L, figur 4.

Tabel 6A. Resistens hos N. gonorrhoeae fordelt på smittekilde, 2022

Tabel 6B. Resistens hos N. gonorrhoeae fordelt på smittekilde, 2023

I 2023 var incidensen af azithromycinresistens blandt isolater fra kvinder og MSK betydeligt højere end i 2022, hvorimod den var uændret blandt isolater fra MSM, tabel 6A og 6B. For både MSK og kvinder faldt andelen af NG-isolater, som udviste følsomhed over for både ciprofloxacin og azithromycin, hvilket skyldes den genelle stigning af både ciprofloxacin- og azithromycinresistens.

Tabel 7A. Antibiotikaresistensbestemmelse baseret på smitteland, 2022

Tabel 7B. Antibiotikaresistensbestemmelse baseret på smitteland, 2023

Der sås i både 2022 og 2023 en højere forekomst af ciprofloxacinresistens blandt tilfælde erhvervet uden for Danmark sammenlignet med tilfælde erhvervet i Danmark. I 2023 sås dog højest azithromycin resistensrate blandt tilfælde erhvervet i Danmark, og det samme gjaldt tilfælde med dobbelt-resistens, tabel 7A og 7B.

Denne opgørelse er også omtalt i EPI-NYT 49/2024.