Ulcus molle

Ulcus Molle skyldes infektion med en lille Gram-negativ stavformet bakterie, Haemophilus ducreyi. Sygdommen overføres via kropslig kontakt, oftest i forbindelse med sex.

Ulcus molle forekommer i nogle udviklingslande, især i Afrika, Asien og Caribien og hyppigst i prostitutionsmiljøet, men den præcise hyppighed er ukendt. I Danmark er det en meget sjælden sygdom, der næsten altid er importeret.

Symptomer

Sygdommen begynder som en lille hævelse (papel), der hurtigt udvikler sig til et eller flere smertefulde, let blødende sår med celle- eller vævsdød (nekrose) i bunden. Sårene er næsten altid lokaliseret på kønsdelene eller i omgivelserne til disse, hyppigst penis, skede eller livmoderhals. Kanterne på sårene er ikke hårde, sådan som det ses ved syfilis, som også er seksuelt overførbar. Heraf kommer navnet ulcus molle, det bløde sår. Hos ca. halvdelen udvikles hævede, pusfyldte lymfeknuder i lysken, der kan sprænges og tømmes igennem åbningen.

Årsag

Sygdommen skyldes infektion med en lille Gram-negativ stavformet bakterie, Haemophilus ducreyi.

Smitteveje

Sygdommen overføres ved kontakt, oftest seksuelt. Ikke-seksuel overførsel er rapporteret, men forekommer ekstremt sjældent. Som andre genitale sår øger den risikoen for overførsel af hiv.

Sygdommen forekommer især blandt heteroseksuelle mænd efter kontakt med prostituerede. Infektionen sker ved kontakt med bakterien gennem huden.

Forebyggelse

Der findes ingen vaccine mod sygdommen. Anvendelse af kondom forebygger smitte, men da sårene ofte ikke er dækkede af kondomet, er beskyttelsen ikke fuldstændig.

Behandling

Sygdommen kan behandles med azithromycin, ceftriaxon eller ciprofloxacin. Efter tre dages behandling ses begyndende opheling.

Ved manglende effekt syv dage efter behandlingsstart, bør infektioner med andre sygdomsfremkaldende mikroorganismer overvejes, herunder genital herpes eller primær syfilis.

Særligt for sundhedsfagligt personale

Diagnostik

Haemophilus ducreyi kan påvises fra læsionerne med PCR. Samme podning kan undersøges for Treponema pallidum (syfilis), C. trachomatis (LGV) og herpes.

 

Diagnostiske undersøgelser

Haemophilus ducreyi (DNA) (R-nr. 154)