Oropouchevirus infektion

Oropouchevirus infektion har været kendt i Amazonområdet i Sydamerika i mere end 60 år.

I 2024 har der været rapporteret om stigende forekomst især i Brasilien, Bolivia, Columbia og Peru. Herudover er infektionen for første gang blevet påvist på Cuba, hvorfra der er importeret få tilfælde til flere lande i EU.

Symptomer

Oropouchevirus infektion er en akut febril sygdom med en inkubationstid på 3 til 8 dage før symptomdebut. Typiske symptomer, hvis nogen, er hovedpine, kvalme, opkastninger, og smerter i muskler og led. Mere sjældent kan der optræde blødningstendens, symptomer fra centralnervesystemet, herunder i form af meningitis.

Prognosen er normalt god, og dødsfald er meget sjældent forekommende. På det seneste er der rejst en svag mistanke om, at gravide kan overføre virus til fosteret og være årsag til abort, udviklingsforstyrrelser eller misdannelser, men risikoen herfor er p.t. uafklaret.

Årsag

Infektionen skyldes smitte med oropouchevirus (Orthobunyavirus oropoucheense). Infektionen er en zoonose med sit normale reservoir hos dovendyr, aber, næsebjørne, gnavere og fugle.

Smitteveje

Smitte sker via bid af mitten Culicoides paraensis (i dagtid) eller Culex p. quinquefasciatus stikmyg. Ingen af disse findes i Europa, men det er uafklaret, om danske myg eller mitter i teorien vil kunne overføre infektionen. Smitte mellem mennesker, herunder seksuelt, er ikke beskrevet. Der er rejst mistanke om mulig vertikal smitte fra den gravide til fostret, men omfanget og konsekvenserne heraf er p.t. dårligt belyst.

Forebyggelse

Der findes ingen vaccine. Infektionen forebygges bedst ved at anvende myggeafvisende midler på huden, at bære tøj med lange ærmer og lange benklæder samt at sove under en imprægneret myggenet eller i et airconditioneret rum.

Behandling

Der er ingen kausal behandling, som derfor er understøttende (symptomatisk).

Særligt for sundhedsfagligt personale

Oropouchevirus infektion er en differentialdiagnose til andre vektoroverførte infektioner såsom dengue, chikungunya, zikavirus, vestnilvirus og malaria. Undersøgelse for oropouchevirus bør overvejes ved relevant rejseanamnese, sammenholdt med relevante symptomer og negative svar på infektion med de andre relevante virus og parasitter.

Der er på SSI opsat RT-PCR til test på EDTA-blod, vævsprøver og andre relevante prøvematerialer. Positive prøver vil efterfølgende blive sekvenseret. Ved ønske om diagnostisk testning kontaktes Virusvagten på telefon 4033 6379 for at aftale nærmere.

Gravide

Indtil risikoen for den gravide er bedre belyst, bør anlægges et forsigtighedsprincip, hvor gravide bør overveje at undgå ikke-nødvendige rejser til områder med viden om aktuel smitte. Risikoområderne for smitte med oropouche virus er overordnet sammenfaldende med zikavirus risikoområderne. Kan rejsen ikke udsættes til efter fødslen bør instrueres i grundig primær forebyggelse mod bid/stik samt de andre forebyggende tiltag beskrevet ovenfor.