Methicillin resistente Staphylococcus aureus (MRSA)

De fleste MRSA-infektioner viser sig som infektioner i huden, fx børnesår og bylder. MRSA giver sjældent alvorlig sygdom hos i øvrigt raske personer. En stor del af befolkningen har stafylokokker som en del af den naturlige bakterieflora.

Hos personer med andre alvorlige sygdomme og/eller svækket immunforsvar er der en øget risiko for alvorlig sygdom, herunder blodforgiftning.

Har man sår, der ikke vil hele, eller sår der fortsætter med at være betændte trods almindelig behandling (vask med vand og sæbe og evt. plaster), bør man altid søge læge. Arbejder man med svin, eller bor man sammen med en der gør, skal man oplyse det til lægen. Det sikrer, at lægen kan give den mest effektive behandling.

MRSA er ikke en sygdom, men en stafylokok-bakterie, der kan give forskellige typer infektioner. MRSA er en forkortelse for Methicillin Resistente Staphylococcus aureus. MRSA er en fællesbetegnelse for flere MRSA-typer, der alle er resistente for en eller flere antibiotika.

Staphylococcus aureus (S. aureus), og hermed også varianten MRSA, er en naturlig del af menneskers bakterieflora.  Almindelige S. aureus bæres, typisk i næsen og på huden, af op til halvdelen af befolkningen i perioder eller permanent, mens MRSA i Danmark kun findes hos 0,1-0,3 % af befolkningen (dog betydeligt højere hos risikogrupper).

Størsteparten af de som bærer MRSA-bakterier er ikke syge. Bakterierne lever typisk på huden og i næsen, hvor de ikke kan mærkes, men hvis MRSA-bakterier kommer i kontakt med væv, fx i et sår, fx fra fingrene til en rift eller et sår, er der risiko for, at der udvikles infektion. Ved operation er der ligeledes risiko for, at bakterien kommer ind i operationssåret og giver infektion.

MRSA smitter først og fremmest ved kontakt med mennesker eller dyr, der bærer MRSA. MRSA kan også smitte ved at man rører ved overflader fx dørhåndtag, tøj, håndklæder, mobiltelefoner, tastaturer, støv mm., som en person med MRSA har været i berøring med. Denne smittevej er dog ikke nær så hyppig som direkte tæt kontakt.

Selvom man udsættes for MRSA, er det imidlertid langt fra hver gang, at man bliver bærer af bakterien. I praksis sker smitte oftest først ved gentagen, tæt social kontakt – som fx når man bor sammen med en person, der er MRSA positiv.

Forebyggelse af smitte med MRSA på hospitalerne

I Danmark gøres der store bestræbelser for at holde MRSA-infektioner på hospitaler på et meget lavt niveau. Disse forholdsregler er beskrevet i detaljer i Sundhedsstyrelsens Vejledning om MRSA.

Tiltagene indebærer, at personer med øget risiko for at bære MRSA bliver undersøgt ved en evt. indlæggelse. MRSA-smittede kommer på enestue og personalet anvender handsker og overtrækskitler for at forhindre, at de bærer bakterien videre til andre patienter.

For at mindske at antallet af bærere af samfundserhvervet MRSA, herunder mindske antallet af gange at MRSA bæres ind på sygehuse, opfordres alle med MRSA (og deres husstand) til at blive behandlet for MRSA-bærertilstand – også selvom man ikke er syg.

Sundhedspersonale der arbejder på hospitaler, i hjemmeplejen eller i plejeboliger mm skal følge særlige hygiejneretningslinjer.

MRSA-positivt sundhedspersonale med patientkontakt skal informere sin arbejdsgiver og gennemgå en bærerbehandling for at undgå smittespredning til patienter – se sundhedsstyrelsens MRSA-vejledning.

Forebyggelse af smitte med MRSA CC398 (husdyr-MRSA)

For husdyr-MRSA gælder det især om at forhindre, at personer bringer smitte fra grisene ud for staldene. Personer, der arbejder med grise, skal derfor følge en række regler for god hygiejne bl.a. i forbindelse med at de bevæger sig ud og ind af staldene. Dertil kommer en række forholdsregler, særligt omkring god håndhygiejne.

 Læs mere om hygiejneforholdsregler for personer, der arbejder med grise. 

Gravide

Gravide, der er raske smittebærere, vil blive tilbudt behandling mod MRSA. Det sker både for at forhindre, at smitte overføres til barnet, og for at forhindre at moren får en MRSA-infektion, hvilket fx kan ske ved kejsersnit.

Let betændelse i overfladiske sår kan oftest behandles ved vask med vand og sæbe. Ved mere alvorlige infektioner, som kræver antibiotika, vil lægen tage en prøve, som sendes til en Klinisk Mikrobiologisk afdeling til resistensbestemmelse og typebestemmelse.
Behandling af MRSA-infektioner giver flere udfordringer sammenlignet med behandling af infektioner med stafylokokker, der ikke er resistente overfor antistafylokok penicilliner. Først og fremmest kan penicilliner (herunder dicloxacillin) ikke anvendes, hvilket normalt er 1. valg til behandling af stafylokokinfektioner. Det betyder, at der må anvendes specialantibiotika, som kan have svagere effekt, være dyrere, kræve længerevarende behandling og/eller give flere bivirkninger.

Der findes endnu ikke stafylokokker, der er resistente overfor alle typer antibiotika, og alle kan derfor sættes i behandling for infektioner, hvis antibiotika er påkrævet. Den behandlende læge kan få vejledning fra klinisk mikrobiologisk afdeling vedr. valg af antibiotikum.

Behandling af MRSA- bærertilstand anbefales dels for at forhindre, at personen senere udvikler en egentlig infektion, dels for at mindske smitten og risikoen for at MRSA kommer ind på de danske sygehuse, hvor den kan være alvorlig for svækkede medpatienter.

Raske smittebærere opfordres til at blive behandlet med antibiotikasalve i næsen og bakteriedræbende sæbe. Se Sundhedsstyrelsens vejledning.

Er man smittet med MRSA, skal man desuden være særlig opmærksom på den personlige hygiejne, især håndhygiejnen og rengøring i hjemmet. Læs mere om hygiejneforholdsreglerne.

Anmeldelse

MRSA er anmeldelsepligtig og indberetning skal foretages, uanset om personen har sygdomstegn eller ej også ved fund påvist hos afdøde. 

Dette indebærer, at både tilfælde med klinisk infektion og tilfælde med asymptomatisk bærertilstand anmeldes.

MRSA skal anmeldes elektronisk via Sundhedsdatastyrelsens Elektroniske Indberetningssystem (SEI2). Sundhedsstyrelsens papirformular 5001 kan ikke længere anvendes fra 1. september 2023. Anmeldelsen af MRSA adskiller sig fra de andre anmeldelsespligtige sygdomme ved, at fund af en ny type MRSA hos en given person udløser en advisering af den rekvirerende læge via en autogenereret mail fra SSI om at tilfældet skal indberettes via SEI2. Mailen indeholder en unik nøgle, og uden denne nøgle kan elektronisk anmeldelse ikke ske. Når nøglen er indtastet i skemaet fremkommer automatisk laboratorieoplysninger, som kan bruges ved vurdering af smittekilde.

Diagnostik

MRSA-diagnosen kan kun stilles ved laboratorieundersøgelse.