Leishmaniasis

Leishmaniasis er en sygdom, som kan give forskellige symptomer afhængig af arten af Leishmania. Leishmania livcyklus findes formentlig ikke i Danmark, men parasitten er hjemmehørende i Middelhavsegnene samt i tropiske og subtropiske regioner. Også i Centraleuropa er der muligvis en vis lokal (endemisk) forekomst.

Leishmania er en vektor-båren parasit, hvilket vil sige, at den overføres med insekter (i dette tilfælde sandfluer).

Sygdommen kan udvikle sig gradvist og viser sig ved fx kroniske sår på huden. Karakteren af de symptomer der udvikles under infektionen, beror dog i høj grad på den art, man er inficeret med - se nedenfor.

Symptomer

Leishmaniasis kan inddeles i tre hovedtyper:

1. Visceral leishmaniasis (kala-azar)
Generel infektion med vægttab, træthed, blodmangel (hæmofagocytose) og ofte konstant, let feber. Hertil kommer forstørret milt og lever. Hos personer med immundefekter kan der ses et mere akut sygdomsbillede med høj feber, mavesmerter, hovedpine og svimmelhed. Ubehandlet er visceral leishmaniasis næsten altid dødelig. 

2. Kutan leishmaniasis (’Orientbyld’)
Der dannes et eller flere sår, som heler langsomt op og efterlader ar. Sårene kan blive op til 6 cm i diameter, men er normalt mindre. Der er som regel hævede kanter og rødme omkring såret. Læsionerne kan sidde over hele kroppen, også i ansigtet. Kutan leishmaniasis kan inddeles i lokaliseret kutan leishmaniasis (LCL) og diffus kutan leishmaniasis (DCL). Kutan leishmaniasis kan i nogle tilfælde udvikle sig til viceral leishmaniasis, jf. tabel under Særligt for sundhedsfagligt personale.

3. Mukokutan leishmaniasis.
Navnet hentyder til, at slimhinderne, fx i næse og mundhule, er påvirket. Sygdomsbilledet ses udelukkende i Syd- og Mellemamerika.

Årsag

Leishmaniasis skyldes infektion med den encellede parasit (protozo) Leishmania, hvoraf der findes flere arter forskellige steder i verden. De hyppigste arter omfatter Leishmania donovani, Leishmania tropica, Leishmania infantum, og Leishmania major.

Smitteveje

Leishmania overføres gennem bid af sandflue (af Phlebotomus- og Lutzomyia-slægterne). I lande som Indien og Bangladesh er mennesker formentlig det vigtigste reservoir, men i andre områder udgør små gnavere, ræve og hunde et potentielt reservoir.

Forebyggelse

Beskyttelse mod bid af sandfluer.

Behandling

Behandling er en specialistopgave. Kutan leishmaniasis kan i nogle tilfælde ses an uden behandling, men behandles oftest enten med systemisk eller lokal behandling. Systemisk behandling anbefales ved infektion med arter, der kan forårsage mukokutan og/eller viceral sygdom, hævede lymfeknuder, > 4 læsioner, store læsioner (≥ 5 cm), læsioner i ansigt eller steder, hvor lokal behandling ikke er mulig, eller infektion hos immunkompromitterede patienter. Ved systemisk behandling bruges i Danmark enten miltefosin peroralt (kræver særlig tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen) eller liposomal amphotericin B intravenøst. Fluconazol kan overvejes i tilfælde med simple sår hos immunkompetente personer forårsaget af arter, der ikke er associeret med risiko for mukokutan infektion, om end evidensen er sparsom. Både miltefosin og liposomal amphotericin B giver ofte betydelige bivirkninger.

Særligt for sundhedsfagligt personale

Forskning

Grundet få tilfælde i Danmark er der ikke nogen videre forskning i gang vedr. leishmaniasis. SSI foretager dog løbende artsbestemmelse af Leishmania fundet ved genus-specifik real-time PCR, først og fremmest fordi behandling muligvis kan afhænge af art, men også for at få mere information om hvilke arter, der inficerer danske rejsende og ses hos immigranter, samt hvor disse arter forekommer.

Referencer

Diagnostik

Sår der ikke er helet efter 3-4 uger hos patienter, der har været i subtroperne eller troperne, bør undersøges for kutan leishmaniasis. Dette sker ved at undersøge en biopsi taget fra sårranden. Leishmania-specifikke antistoffer ses primært hos patienter med visceral leishmaniasis og antistof test har derfor ringe værdi i udredning af kutan leismaniasis.
1. Visceral leishmaniasis: Påvisning af antistoffer mod Leishmania. Påvisning af Leishmania i aspirat fra knoglemarv eller lever ved PCR og/eller mikroskopi.
2. Kutan leishmaniasis: Påvisning af Leishmania i biopsi fra sårets kant ved PCR og/eller mikroskopi. Negativ antistoftest udelukker ikke kutan leishmaniasis.
3. Mukokutan leishmaniasis: Påvisning af Leishmania i biopsi fra sårets kant ved PCR og/eller mikroskopi. Påvisning af antistoffer mod Leishmania.

Tabel 1. Sygdomsfremkaldende Leishmania-arter med geografisk tilhørsforhold (efter Reithinger et al., 2007 samt Manson’s Tropical Diseases, 22. udgave, 2009, W.B. Saunders).

Sygdomsfremkaldende Leishmania-arter med geografisk tilhørsforhold

LCL = Lokaliseret kutan leishmaniasis
MCL = Mukokutan leishmaniasis
DCL = Diffus kutan leishmanisis
VL = Visceral leishmaniasis
*ved immunosuppression

Læs mere

Leishmaniasis diagnosticeret i Danmark, 2011-2022

Diagnostiske undersøgelser

Hæmoparasitter, parasitologisk undersøgelse af blod (R-nr. 086)
Leishmania antistof (R-nr. 387)
Leishmania arter i blod, knoglemarv, indre organer og hud (DNA) (R-nr. 043)