Kighoste

Symptomer på kighoste opstår normalt 5-10 dage efter smitte, men inkubationstiden (dvs. tiden fra man bliver smittet, til man får symptomer) kan være op til 3 uger.

Selve sygdommen forløber i de klassiske tilfælde i tre stadier:

1. Kataralsk stadie (som forkølelse): 7-10 dage (kan være 4-21 dage) med løbende næse og mild feber samt sporadisk mild hoste, der gradvist tiltager.
2. Paroxysmalt stadie (anfaldsfasen): 1-6 uger med hosteanfald, der tiltager i styrke og hyppighed. Anfaldene kommer som hosteserier med samtidigt vejtrækningsbesvær, og afsluttes med et kraftigt luftindtag og eventuel hylende lyd fra struben ("kigen"). Opkastning efter anfaldene er almindelig. Feber ses ikke i dette stadie, og hosteanfaldene forekommer hyppigt om natten. Mellem hosteanfaldene er der ingen særlige symptomer.
3. Rekonvalescens stadie: 2-3 uger med gradvist aftagende symptomer. I op til flere måneder efter man er blevet rask, kan luftvejsinfektioner af anden årsag få de karakteristiske hosteanfald til at blusse op.

Hos spædbørn kan hosten være helt fraværende, og symptomerne på kighoste være apnø (pause i vejrtrækningen) og cyanose (blåfarvning af huden pga. iltmangel). Denne tilstand kan være livstruende.

Hos unge og voksne kan kighoste forløbe mildt og dermed uden den karakteristiske lyd eller opkastninger. Kighoste kan således vise sig alene i form af et langvarigt forløb med anfaldsvis hoste.

Infektion i luftvejene med bakterien Bordetella pertussis.

Hosten opstår, fordi bakterien sætter sig på de små fimrehår (cilier) i luftvejene og beskadiger deres funktionen. Bakterien forsvinder efter nogle ugers sygdom, men skaden på de små fimrehår er længere tid om at hele, og derfor varer hosten længere.

Kighoste er meget smitsom og regnes for at være den mest smitsomme bakterieinfektion, man kender til. Kighoste smitter dog kun i den første del af sygdomsforløbet. Den smitsomme periode er således det kataralske stadie samt de første to-tre uger af det paroxysmale stadie.

Kighoste smitter i lighed med mange andre luftvejsinfektioner ved dråbesmitte. Det betyder, at bakterierne overføres gennem små dråber i luften.

Kighoste kan være særlig farlig for spædbørn, og flere studier har vist, at det meget ofte er voksne eller ældre søskende omkring barnet, der er kilden til smitte.

Kighoste ses kun hos mennesker og kan ikke smitte fra dyr, fødevarer eller andet.

Vaccination forebygger mod kighoste i 5-10 år. Da kighoste primært er alvorlig hos mindre børn, er vaccinationsprogrammet fokuseret på børn. Kighoste er en af komponenterne i vaccinen, der anbefales ved 3-, 5- og 12-måneders-alderen (Pentavac) samt ved 5 år (Tetravac).

Den kighostevaccine, der aktuelt anvendes i Danmark til gravide er godkendt til voksne (diTeki Booster). Fra 1. november 2019 til 31. marts 2022 har det været muligt for gravide i 2. og 3. trimester at blive vaccineret gratis mod kighoste. Kighostevaccination i graviditeten er sikker for både mor og barn, og medfører god beskyttelse af barnet mod kighoste i månederne efter fødslen. Sundhedsstyrelsen er ved at vurdere, om kighostevaccination til gravide skal gøre til et permanent tilbud. Dette forventes i givet fald tidligst at kunne ske fra starten af 2024.

Det anbefales, at børn under 2 år, der har været udsat for smitte og endnu ikke har modtaget de to første spædbørnsvacciner, får forebyggende behandling med antibiotika. Barnet bør podes før opstart af behandling. Er der kighoste i barnets husstand, anbefales det, at alle husstandens medlemmer får forebyggende behandling.

Antibiotikabehandling mindsker risikoen for, at sygdommen spredes til andre. Såfremt antibiotikabehandling starter allerede i det kataralske stadie, kan den eventuelt forkorte sygdomsperioden.

Antibiotikabehandling påbegyndt i det paroxysmale stadie vil derimod sjældent have nogen effekt på selve forløbet af sygdommen. Dette skyldes, at skaden på luftvejene allerede er sket og således ikke mindskes af, at bakterierne fjernes.

Der anvendes antibiotika af typen makrolider, herunder azithromycin og clarithromycin.

Diagnostik

Kighoste kan som nævnt oven for være livstruende hos små børn, og da det kliniske billede hos voksne kan være mildt, er det vigtigt at kunne stille en korrekt diagnose. Kighoste kan i laboratoriet påvises ved tre forskellige metoder: dyrkning, PCR og serologi. Da bakterien kun er til stede i starten af sygdomsforløbet, er påvisning ved dyrkning eller PCR kun anvendelig i starten. Diagnostik senere i forløbet bør baseres på serologi.

1. Dyrkning: Påvisning af levedygtige bakterier i en podning taget fra nasopharynx så tidligt i sygdomsforløbet som muligt. Efter 2 uger med symptomer er sensitiviteten meget lav, og der er derfor risiko for falsk-negative resultater.
2. PCR: Påvisning af bakterielt DNA i en podning taget fra nasopharynx så tidligt i sygdomsforløbet som muligt. Metoden er mere følsom end dyrkning, men efter 2-3 uger med symptomer er sensitiviteten meget lav, og der er derfor risiko for falsk-negative resultater.
3. 3. Serologi: Påvisning af specifikke IgG-antistoffer kan anvendes efter et par uger med symptomer og i resten af forløbet. Kan dog ikke anvendes til nyligt kighoste-vaccinerede, herunder børn under 8 år, som har fulgt vaccinationsprogrammet.

Se grafikken: "Diagnostik af kighoste - valg af korrekt metode" (pdf)

Meldepligt

Laboratoriepåvist kighoste hos børn under 6 år skal anmeldes skriftligt via Sundhedsdatastyrelsens Elektroniske Indberetningssystem (SEI2), samt telefonisk til Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS), hvis patienten er et barn i dagtilbud eller en ansat i dagtilbud med tæt kontakt til børn. Der er desuden meldepligt til Statens Serum Institut fra laboratorier, der påviser kighoste. Den laboratoriebaserede meldepligt gælder for alle aldersgrupper og foregår i praksis via Den danske mikrobiologidatabase (MiBa).

Diagnostiske undersøgelser

Bordetella (B. pertussis og B. parapertussis) (dyrkning) (R-nr. 130)
Bordetella pertussis antistof (IgG) (R-nr. 667)
Bordetella (DNA) (B. pertussis, B. parapertussis og Bordetella spp.) (R-nr. 136)