Gul feber

Gul feber er en akut virusinfektion, der kan forløbe så mildt, at man ikke opdager det. Symptomerne er pludseligt opstået feber, kulderystelser, hovedpine, muskelsmerter samt kvalme og opkastninger. De fleste bliver herefter raske.

Ca. 15% kan efter en kort bedring få tilbagefald og udvikle gulsot som tegn på leverbetændelse. I særligt alvorlige tilfælde ses også blødningsforstyrrelser og påvirkning af flere organer herunder lever, nyre, blod og lymfekar samt hjerte. Ca. 20-50% af patienter med gulsot dør.

Gul feber er en myggeoverført virussygdom, der skyldes infektion med gul feber-virus, der tilhører gruppen af flavivirus.

Sygdommen overføres via myg. Det er først og fremmest gul feber-myggen, Aedes aegypti, der overfører smitten, men andre Aedes-arter og myggearten Haemagogus kan også mere sjældent viderebringe smitten, typisk i fjerne skovområder. Aedes aegypti stikker typisk om dagen - især lige ved solopgang og solnedgang.

Inkubationstiden, dvs. tiden fra man bliver smittet af myggen, til man får symptomer, er 3-6 dage.

Sygdommen er ikke smitsom mellem mennesker. Smittede patienter (og dyr) kan dog overføre virus til nye myg fra kort før feberen starter og i de næste 3-5 dage, sjældent længere.

Gul feber kan forebygges ved at undgå at blive stukket af myg, dvs. ved at man regelmæssigt anvender myggeafvisende midler. Man kan også nedsætte risikoen for myggestik ved at sprøjte boligen indendørs med et insektmiddel og ved at anvende myggenet.

Den væsentligste forebyggelse er dog via vaccination, og gul feber er som den eneste sygdom omfattet af internationale regler.

WHO anbefaler alle rejsende til lande, der ligger i områder hvor gul feber forekommer, at være vaccinerede. WHO og sundhedsmyndighederne i flere lande i det tropiske Afrika kræver, at alle rejsende til og fra områder, hvor gul feber forekommer (er endemisk), skal være vaccineret. Selvom gul feber-vaccination anbefales til lande i Sydamerika, hvor gul feber forekommer, er dette ikke et krav. 

Det er vigtigt at vide, at transitophold i lande med gul feber-virus kan medføre krav om vaccination ved videre rejse til et andet land, herunder til lande uden for gul feber-transmissionszonen. Alle disse forhold kan ændres løbende og den rejsende anbefales derfor at rådføre sig med landets ambassader før afrejse. Vaccination dokumenteres med et stempel og underskrifter i det gule, internationale vaccinationshæfte. En vaccination er gyldig efter 10 dage.

Tidligere var varigheden af beskyttelse angivet til 10 år, men WHO udmeldte i 2013, at dækningen af vaccinen nu er livslang (det gælder også for gul feber vacciner givet før 2013). WHO gav landene en frist til juni 2016 til at implementere denne nye regel.

Rejsende med nedsat immunforsvar (fx hiv-smittede) bør ikke vaccineres med den levende gul feber virusvaccine, med mindre de er i effektiv anti-hiv-terapi, da vaccinen indeholder levende, svækket gul feber-virus. Gravide, ammende og børn under 9 måneder bør ikke vaccineres, med mindre helt specielle forhold gør sig gældende.

Det kan fx være udbrud af gul feber fx i byer ("byudbrud"), hvor smitterisikoen er stærkt øget. Man bør desuden udvise forsigtighed ved vaccination af personer over 60 år, fordi der i denne aldersgruppe ses en noget højere forekomst af visse alvorlige bivirkninger.

Vaccinen indeholder æg, og personer med tidligere alvorlig overfølsomhed mod æg bør ikke modtage vaccinen. Hvis vaccination ikke foretages på grund af ovennævnte forhold, bør personen medbringe en "undtagelsesattest" ved rejser i områder med krav om gul feber vaccine, så man kan rejse alligevel.

Der findes ingen specifik behandling, og derfor er det alene patientens symptomer, der behandles.

Diagnostik

Påvisning af virus (PCR) og virusantistoffer i en blodprøve eller fx påvisning af virus i levervæv.

 

Diagnostiske undersøgelser

Tick-borne encephalitisvirus (RNA) (R-nr. 679)
Gul feber virus (RNA) (R-nr. 2020)
Gul feber virus antistof (IgG, IgM) (R-nr. 2019)
Tick-borne encephalitisvirus antistof (IgG, IgM) (R-nr. 227)
Denguevirus (RNA) og antistof (IgG, IgM) (R-nr. 228)