Dyrebid
Bidsår er årsag til omkring 1% af henvendelserne på danske skadestuer.
Der går ofte infektion i bidsår, og denne risiko varierer i forskellige opgørelser fra 2% op til 60%.
I Danmark ses især bidsår fra hunde, katte og mennesker. Den bakterielle flora som overføres ved bid er specifik for forskellige dyrearter. Oftest vil der være tale om blandingsinfektioner med flere bakterier.
Ved dyrebid er det vigtigt at få en lægelig vurdering af behovet for antibiotikaprofylakse samt stivkrampe- og rabiesvaccination.
Symptomer
Infektioner efter dyre-/menneskebid kan vise sig som større eller mindre bylder svarende til bidstedet. Infektionerne kan også sprede sig til knogle/led/sener evt. via blodet (blodforgiftning/sepsis).
Højere risiko for infektion efter et kattebid vs. hund- eller menneskebid pga. skarpere tænder, der kan nå dybere i væv.
Særligt hundebidsbakterien Capnocytophaga canimorsus er kendt for at kunne give en svær blodforgiftning med høj dødelighed, men alle bidlæsioner skal tages meget alvorligt.
Årsag
Risikoen for infektion efter bid varierer i forskellige opgørelser fra 2 til 60%. I Danmark ses især bidsår fra hunde, katte og mennesker.
Den bakterielle flora, som overføres ved bid, er dyrespecifik, ofte som blandingsinfektioner:
Hundebid
Pasteurella multocida, Pasteurella canis, C. canimorsus, Staphylococcus aureus, Staphylococcus intermedius, streptokokker, og forskellige anaerobe bakterier.
Kattebid
P. multocida, C. canimorsus, stafylokokker, streptokokker, forskellige anaerobe bakterier. Bartonella henselae er årsag til kattekradssygdom.
Menneskebid
S. aureus, streptokokker, Haemophilus, Eikenella corrodens, forskellige anaerobe bakterier.
Svinebid
Pasteurella aerogenes, Erysipelothrix rhusiopathiae, stafylokokker, streptokokker, forskellige anaerobe bakterier.
Rotter og andre gnavere
Francisella tularensis, P. multocida, Streptobacillus moniliformis/minus, Leptospira spp.
Sælbid (sælfinger)
Mycoplasma arter
Smitteveje
Infektionen opstår ved direkte overførsel af bakterier fra tænder/mundhule.
Forebyggelse
Vaccination mod de ovenfor anførte bakterier er ikke mulig.
Forebyggelse mod stivkrampe (tetanus) og hundegalskab (rabies) skal overvejes i hvert enkelt tilfælde. I Danmark er bid af flagermus den hyppigste indikation for forebyggelse mod rabies.
Antibiotikaprofylakse ved bidsår skal overvejes ved alle alvorlige bidsår, især ved håndlæsioner, knogle-/lednære- eller senelæsioner samt knusningslæsioner og altid hos immunsvækkede patienter.
Forslag til profylakse:
- Amoxicillin/clavulansyre eller moxifloxacin ved allergi
Behandling
Vigtigst er sårbehandling med fjernelse af inficeret/dødt væv.
Bylder skal dræneres. Antibiotisk behandling rettes mod de aktuelle bakterier, og hvor i kroppen infektionen har spredt sig til.
Forslag til empirisk behandling (før resultat af dyrkning):
- Cefuroxim eller amoxicilling/clavulansyre kombineret med metronidazol.
Behandlingen justeres altid efter dyrkning og resistenssvar.
Særligt for sundhedsfagligt personale
Diagnostik
Dyrkning fra bidlæsionen, gerne pus eller væv. Kræsne bakterier har særlige vækstkrav, hvorfor det er vigtigt, at laboratoriet ved, at det drejer sig om bidlæsioner. Blodforgiftning påvises ved bloddyrkning.