EPOCH
EPOCH-studiet forsker i, hvordan svangerskabsforgiftning påvirker en kvindes senere kardiovaskulære helbred
Kvinder, som har haft svangerskabsforgiftning, har en markant forøget risiko for hjerte-kar-sygdom, både inden for få år efter fødslen men også på langt sigt. Vi ved ikke præcist, hvad årsagen til denne forøgede risiko er, da vi ikke forstår mekanismerne bag sammenhængen mellem svangerskabsforgiftning og hjerte-kar-sygdomme. Den manglende viden gør det umuligt at forudsige, hvilke specifikke kvinder der sandsynligvis vil udvikle hjerte-kar-sygdom. Det skal EPOCH-studiet lave om på.
Det undersøger vi
Tanken er at finde den kombination af biomarkører, som er bedst til at identificere de kvinder, hvis risiko for hjerte-kar-sygdom efter en graviditet med svangerskabsforgiftning er allerhøjest, så de kan tilbydes ekstra kontrolbesøg hos lægen og eventuelt forebyggende indsatser.
Undersøgelsen udføres ved at måle og sammenligne niveauerne af adskillige stoffer i blodprøver, som udleveres fra Danmarks Nationale Biobank fra henholdsvis kvinder, som har haft svangerskabsforgiftning for op til 40 år siden, og fra kvinder, der har været gravide, men som aldrig har haft svangerskabsforgiftning. Det gør vi ved hjælpe af ”proteomics” og ”metabolomics” undersøgelser (metoder, som bruges til at bestemme niveauer af tusindvis af specifikke stoffer i biologiske prøver) i laboratoriet og ved brug af de nyeste metoder inden for bioinformatik og statistik.
Det har vi fundet ud af
Vi glæder os til at se, hvad studiet viser!
Dem samarbejder vi med
Som en del af projektet vil laboratorieanalyserne blive udført på Stanford University i USA. Det vil ske under ledelsen af professor Mark Hlatky, som er hjertelæge og forsker i sundhedspolitik og kardiologi. Stanford-forskerne er blandt verdens dygtigste til at bestemme biomarkører i blodet, hvorfor vi har valgt at inddrage dem i projektet.
Kræftens Bekæmpelses forskningschef Mads Melbye bistår også projektet med faglig sparring om blandt andet graviditetens biologiske processer og sygdomme under graviditet.
Det med småt
EPOCH-studiet er godkendt af Videnskabsetisk Komité i Region Hovedstaden samt SSI's Afdeling for Databeskyttelse og Informationssikkerhed.
Studiedeltagerne har modtaget et deltagerbrev med uddybende oplysninger, som du kan læse her.
Hvis du har yderligere spørgsmål til EPOCH-studiet, kan du læse spørgsmål og svar her.
Kontakt
Heather Boyd,
Seniorforsker,
Epidemiologisk Forskning
T. 32688187
@. hoy@ssi.dk
Se profil
Alternativ kontaktperson:
Afdelingssekretær Birgitte Ødegaard
tlf. 3268 3164 e-mail BIOD@ssi.dk