Nyt fra SSI's Infektionsberedskab uge 3-2025
Udvalgte aktuelle emner fra det danske infektionsberedskab
- Influenzatilfælde på højt niveau
- Højpatogen fugleinfluenza i USA
- Mund- og klovesyge i Tyskland
Influenzatilfælde på højt niveau
Som forventet for årstiden, ses udbredt smitte med luftvejsinfektioner. I starten af 2025 er det især sæsoninfluenza og mycoplasma tilfælde, som udgør en stor andel af tilfældene. Antallet af påviste influenzatilfælde ligger p.t. på et højt niveau, mens påviste tilfælde med RS-virus og covid-19 er på middelniveau. Spildevandsovervågningen viser, at SARS-CoV-2 koncentrationen er på lavt niveau. Andelen der tester positiv for mycoplasma har været faldende siden efteråret, men antal påviste tilfælde er fortsat forhøjet.
Læs om:
Højpatogen fugleinfluenza i USA
Fugleinfluenza er en virussygdom, som rammer fugle og også kan smitte til pattedyr og i sjældne tilfælde mennesker. Siden foråret 2024 er der i USA registreret udbrud af fugleinfluenza blandt kvæg, og 73 bekræftede eller sandsynlige tilfælde af fugleinfluenza blandt mennesker, heraf 1 nyligt dødsfald hos en ældre person med underliggende sygdom der havde haft kontakt til fugle. Der er ikke påvist smitte imellem mennesker. Statens Serum Institut, også som en del af Dansk Veterinær Konsortium i samarbejde med Københavns Universitet, følger udviklingen tæt.
Læs om:
- Updated joint FAO/WHO/WOAH public health assessment of recent influenza A(H5) virus events in animals and people as of Dec 20th 2024
- Avian flu risk still ‘low’ after first US patient dies from H5N1 virus: WHO as of January 7th 2025
- Opdateringer på CDCs hjemmeside
Mund- og klovesyge i Tyskland
Mund- og klovesyge er en meget smitsom virussygdom, der kan ramme klovdyr, både husdyr - kvæg, grise, får og geder, men også vilde dyr som fx bøfler. Den 10. januar 2025 blev der bekræftet udbrud af mund- og klovesyge i tre vandbøfler i området Märkisch-Oderland i Tyskland. Mund- og klovesyge er ikke farlig for mennesker, men mennesker kan bringe smitten videre til andre dyr, både ved direkte og indirekte kontakt.
I Danmark var det sidste udbrud af mund- og klovesyge i 1983. Såfremt der opstår en mistanke om mund- og klovesyge, der ikke kan afvises af Fødevarestyrelsen, bliver den berørte besætning sat under offentligt tilsyn, og der udtages materiale til undersøgelse på Statens Serum Institut. Dansk Veterinær Konsortium (samarbejdet om den veterinære myndighedsaftale mellem Københavns Universitet og Statens Serum Institut) rådgiver Fødevarestyrelsen ift. risikoen for Danmark som følge af udbruddet i Tyskland.
Læs om: