Uge 10-2019
Influenzaen har toppet
For tredje uge i træk er antallet af mikrobiologisk påviste influenzatilfælde faldet. I alt blev 3.183 personer testet for influenza i uge 9 og heraf var 641 positive for influenza A og 6 positive for influenza B svarende til en positivprocent på 20 %. Aktiviteten hos de praktiserende læger er også faldet i løbet af de seneste uger og er nu på et lavt niveau. Det ser hermed ud til, at influenzasæsonen har toppet, og at det var i ugerne 5, 6 og 7, 2019, at aktiviteten var højest.
Fra resten af Europa meldes om fortsat udbredt influenzaaktivitet med middel til lav aktivitet i de fleste lande. Både influenza A (H1N1) og (H3N2) cirkulerer, mens der er meget få påviste influenza B-tilfælde.
Se overvågningsdata fra Europa her.
Den 21. februar 2019 offentliggjorde WHO deres anbefalinger for sammensætningen af influenzavaccinerne til den nordlige halvkugle til næste sæson, dog blev anbefalingen om typen af influenza A (H3N2) udskudt til 21. marts. Anbefaling om sammensætning af næste sæsons tre- og firevalente influenzavacciner er som følger:
- A/Brisbane/02/2018 (H1N1)pdm09-lignende virus (NYT VIRUS)
- A(H3N2)-virus (offentliggøres 21. marts 2019)
- B/Colorado/06/2017-lignende virus (B/Victoria/2/87-linjen)
- B/Phuket/3073/2013-lignende virus (B/Yamagata/16/88-linjen).
Ved brug af trivalente vacciner anbefales det at anvende B/Colorado/06/2017-lignende virus (B/Victoria/2/87-linjen) som influenza B-virusdelen.
Den fulde rapport fra WHO kan ses her.