Uge 4 - 2025

Methicillin-resistente Staphylococcus aureus (MRSA) 2023

Methicillin-resistente Staphylococcus aureus (MRSA) 2023

Antallet af nye MRSA-tilfælde var 3.649 i 2023, figur 1, hvilket var 22 % højere i forhold til 2022 (2.996), EPI-NYT 34a/2023. Dermed var antallet på samme niveau som i årene før covid-19-epidemien, hvor antallet faldt med cirka 20 %.

For en detaljeret epidemiologisk beskrivelse af forekomsten i 2023 henvises til årsopgørelse over MRSA 2023.

EPI-NYT 2025 uge 4 figur 1

Der blev i 2023 registreret i alt 41 udbrud på sygehuse, plejehjem og andre institutioner, omfattende 199 MRSA-tilfælde. Tolv af udbruddene var på neonatalafdelinger og omfattede 81 tilfælde. Derudover var der seks udbrud på andre sygehusafdelinger (i alt 15 patienter) og 15 udbrud på enten plejehjem eller associeret hjemmeplejen (49 tilfælde). Det største udbrud havde tilknytning til børnehaver og omfattede i alt 32 børn og forældre, mange af børnene med impetigo.

Antallet af tilfælde med husdyr-MRSA CC398 var 856 og udgjorde 23 % af det samlede antal tilfælde, hvilket ikke har været lavere siden 2012 (15 %). I 2023 var der 117 personer uden husdyrkontakt, som fik infektioner med husdyr-MRSA CC398. Dette er på niveau med foregående år, og spredningen af husdyr-MRSA CC398 i den generelle befolkning ser dermed ikke ud til at være stigende.

Der var 39 tilfælde af Staphylococcus aureus-bakteriæmier med MRSA i 2023, hvilket udgjorde 1,5 % af alle tilfælde.

I 574 (16 %) tilfælde var MRSA erhvervet i udlandet, hvilket svarer til andelen (15-20 %) i årene før covid-19 og de deraf betingede rejserestriktioner.

Ligeledes var der en stor stigning i samfundserhvervede MRSA-infektioner, hvilket også kan forklares med ophøret af covid-19-restriktionerne i forhold til personkontakt.

(A. Petersen, A.R. Larsen, Bakterier, Svampe og Parasitter, T. Urth, Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse)