Uge 50a - 2024

Tuberkulose i 2023

Tuberkulose i 2023

I 2023 blev der anmeldt 196 tilfælde af tuberkulose (tb).

EPI-NYT 2024 uge 50A figur 1

For en detaljeret epidemiologisk beskrivelse af forekomsten i 2023 henvises til Tuberkulose - opgørelse over sygdomsforekomst i 2023.

I 2023 var den samlede incidens for tb på landsplan 3,3 tilfælde pr. 100.000 indbyggere. Som i de foregående år fandtes den højeste incidens i Region Hovedstaden (5,0 pr. 100.000), og højest i landsdelen København by (6,7 pr. 100.000), sammenlignet med de øvrige regioner og landsdele.

Udviklingen i incidens

Siden 2000 er der, med små udsving, sket en jævn reduktion i antallet af nye tilfælde af tb fra en incidens på 10,3 per 100.000 i 2000 til 3,3 i 2023. Dette svarer til en årlig reduktion på 0,3 tilfælde per 100.000 i perioden. Der var bekymring for, at incidensen af tb ville stige efter covid-19-pandemien, men selvom der sås en stigning i 2022, er der sket et yderligere fald i 2023, hvilket tyder på, at covid-19-pandemien ikke har ændret den overordnede faldende incidens af tb i Danmark siden 2000, figur 1.

Region Hovedstaden har fortsat den højeste incidens (5,0 pr. 100.000) og Region Sjælland den laveste (1,3 per. 100.000), tabel 1. Siden år 2000 er der sket et mindre fald i incidens i Region Syddanmark og Midtjylland, mens incidensen har ligget stabilt i Region Sjælland og Nordjylland, men har været let stigende i Region Hovedstaden.

Medianalder af tilfælde

Blandt personer med dansk herkomst med tb var medianalderen 56 år, hvilket er stort set uændret sammenlignet med 2022 (58 år). For personer af anden herkomst end dansk var denne 43 år, hvilket er uændret fra tidligere år. Der er således fortsat betydelig forskel i aldersprofilen af tb-tilfælde blandt de to grupper, hvor den højeste incidens blandt personer af dansk herkomst var i aldersgruppen 50-69 år mens den højeste incidens blandt personer af anden herkomst end dansk var i aldersgruppen 20-49 år. Denne forskel har været uændret igennem de seneste 10 år.

EPI-NYT 2024 uge 50A figur 2

Formodet smitteland

Ud fra oplysninger i anmeldelser var 78 (40 %) personer formodet smittet i Danmark og 113 (58 %) i udlandet. For de resterende var der ingen oplysninger om formodet smitteland. Samlet set tyder tallene på uændret fordeling mellem smittede i Danmark og i udlandet igennem de seneste 10 år. At 40 % samlet set er smittet i Danmark og at denne andel er uændret igennem de seneste 10 år, viser, at der fortsat er stort behov for at opspore og bryde smittekæder i Danmark.

Tuberkulosetype

Lunge-tb (pulmonal tb) er fortsat den hyppigste præsentation for både personer af dansk herkomst og personer af anden herkomst end dansk, hvor andelene var henholdsvis 79 % og 68 %. Det bemærkes at andelen af personer med dansk herkomst med tb udenfor lunger (ekstrapulmonal tb) er steget fra 2017 (14 %) til 2023 (21 %). I 2023 blev der kun anmeldt ét tilfælde af tb-meningitis, mens der ikke var andre tilfælde af tb i centralnervesystemet.

Mikroskopi-positivitet

Andelen af personer med mikroskopi-positiv lunge-tb, hvor tb-bakterier kan påvises i ekspektorat ved mikroskopi, er faldet væsentligt i 2023 sammenlignet med de seneste par år, og andelen er nu næsten tilbage på niveauet før covid-19-pandemien. Mikroskopi-positivitet er en markør for sygdomsbyrde og smitsomhed. En hurtig tb-diagnose mindsker således risikoen for mikroskopi-positivitet. Faldet i mikroskopipositivitet i 2023 kan skyldes en genoptaget og øget screeningsaktivitet i risikomiljøerne efter covid-19-pandemien. Mindre sygdomsbyrde reducerer antallet af komplikationer for den enkelte patient og nedsætter smittespredning i samfundet.

Tuberkulose blandt børn

Der blev anmeldt 12 tb-tilfælde blandt børn under 18 år i 2023 (16 i 2021, 8 i 2022). Halvdelen af børnene var født i Danmark. Fem af de seks danskfødte børn formodedes smittede i Danmark, mens oplysninger om formodet smitteland manglede for det sidste barn. Blandt de seks udenlandskfødte børn var størstedelen formodet smittet i udlandet; Afghanistan, Bangladesh, Eritrea og Tyrkiet. Ét af de udenlandskfødte børn formodes smittet i Danmark. Danskfødte børn havde hyppigere lunge-tb sammenlignet med de udenlandskfødte, som hyppigere havde ekstrapulmonal tb. Selvom antallet af børn og unge anmeldt med tb fortsat er lavt og faldende, var halvdelen af de anmeldte tilfælde i 2023 smittet i Danmark. Dette betyder at der fortsat bør være opmærksomhed på kontaktopsporing i Danmark.

Hiv blandt tb-tilfælde

Ud af de 196 tb-tilfælde i 2023 var syv personer hiv-positive. Ud af de syv hiv-positive var tre ny-diagnosticerede og fire var kendt hiv-positive. 132 personer var hiv-negative. For de resterende 57 personer var hiv-status ikke angivet i anmeldelsen. Da hiv er en væsentlig risikofaktor for tb-sygdom, er det afgørende at teste for hiv samtidigt med at tb-diagnosen stilles, medmindre patienten allerede er kendt hiv-positiv.

Tuberkulose blandt migranter fra Ukraine

Der har internationalt været stor opmærksomhed på tb blandt migranter fra Ukraine pga. den høje forekomst i landet. I 2023 blev der kun anmeldt tre tilfælde af tb blandt migranter fra Ukraine i Danmark, hvilket var det samme antal som i 2022, heraf ét MDR-tb tilfælde (resistens overfor isoniazid og rifampicin).

Generelt bør der fortsat være særlig opmærksomhed på risikofaktorer for tb blandt migranter fra Ukraine og fra andre lande med høj forekomst af tb. Tuberkulose bør især overvejes ved:

  1. Tb-forenelige symptomer, primært hoste, blodigt opspyt, feber, vægttab og/eller nattesved
    eller
  2. kendt tæt kontakt til person smittet med tb
    eller
  3. kendt tidligere tb.

Sammenfatning

Siden 2000 er der sket en ikke ubetydelig generel reduktion i antallet af nye tilfælde af tb fra en incidens på 10,3 per 100.000 i 2000 til 3,3 i 2023. Der er dog stadig en ekstraordinær høj forekomst at tb i særlige risikogrupper i Danmark, herunder personer fra områder i verden med en høj forekomst af tb og blandt socialt udsatte befolkningsgrupper.

Der er ikke set afgørende ændringer over tid i den generelle fordeling af tb-tilfælde i forhold til køn, alder, herkomst og tb-type (pulmonal vs. ekstrapulmonal tb).

Selvom hyppigheden af tb fortsat falder, er det vigtigt med opmærksomhed på tb i Danmark, både med hensyn til screening i risikogrupper, diagnosticering, smitteopsporing, forebyggelse og anmeldelse af sygdommen, særligt ved tilfælde, der er diagnosticeret ud fra kliniske kriterier alene.

(L.H. Holm, A. Koch, Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse, T. Lillebæk, D.B. Folkvardsen, Afdeling for Tuberkulose og Mykobakterier)