Uge 19/21 - 2024
Vaccination af pilgrimsrejsende til Mekka (hajj)
Vaccination af pilgrimsrejsende til Mekka (hajj)
I 2024 er der hajj fra 14. – 19. juni. Hvert år deltager omkring 2 millioner muslimske pilgrimme i hajj. For at opnå visum til Saudi-Arabien kræves det, at alle pilgrimsrejsende er vaccineret mod meningokoksygdom serogruppe A, C, Y, og W.
I Danmark er der registreret to firevalente konjugerede vacciner til beskyttelse mod meningokoksygdom af gruppe A, C, Y og W; Nimenrix® og Menveo®.
- Nimenrix er en konjugeret vaccine, som er tilladt til personer over 6 uger.
- Menveo er en konjugeret vaccine, som er tilladt til personer over 2 år.
Pilgrimsrejsende skal være vaccineret indenfor 5 år med en af de to konjugerede vacciner mod meningokoksygdom, og vaccinen skal være givet minimum 10 dage før indrejse i Saudi-Arabien.
Relevansen af vaccination mod meningokoksygdom understreges af, at der i løbet af de seneste uger er rapporteret 12 tilfælde af meningokoksygdom forårsaget af meningokokker gruppe W i landene Frankrig, England og USA blandt rejsende, der har været i Saudi-Arabien.
Der kan være andre relevante vaccinationer i forbindelse med en rejse til Mekka, herunder stivkrampe, difteri og hepatitis A, som er beskrevet på rejsevaccinations-hjemmesiden.
Sundhedsministeriet i Saudi-Arabien har beskrevet obligatoriske vaccinationskrav, øvrige vaccinationsanbefalinger samt generelle sundheds- og hygiejniske anbefalinger.
(A.C. Nordholm, C.B. Schjørring, Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse)