Uge 13 - 2024

Parvovirus B19 og graviditet

Der ses aktuelt en stigning i antal tilfælde af lussingesyge i Danmark. Lussingesyge skyldes infektion med parvovirus B19. Lussingesyge er ikke en anmeldelsespligtig sygdom, og forekomsten overvåges derfor ikke systematisk af Statens Serum Institut (SSI). Efter en henvendelse fra obstetrikere om en øget forekomst af gravide med lussingesyge, har SSI opgjort laboratorieverificerede tilfælde af lussingesyge de seneste ti år. Der er samtidigt registreret en øget søgningsaktivitet på nettet om parvovirus B-19-infektion, smitte og graviditet, hvilket vidner om stigende interesse fra befolkningen.

Lussingesyge forekommer i hele verden, og er oftest en almindelig mild børnesygdom. Efter en parvovirusinfektion er man livsvarigt immun. Lussingesyge, som også kaldes den femte børnesygdom eller erythema infectiousum, har typisk et bifasisk forløb, der begynder med katarralia og let feber. Herefter udvikler børn ofte et karakteristisk rødt udslæt på kinderne, deraf navnet lussingesyge. Mange voksne får intet udslæt, men udvikler til tider ledsmerter. Hos 20-30 % forløber infektionen asymptomatisk. I sjældne tilfælde kan parvovirus B19-infektion give anledning til alvorlig sygdom hos gravide og immunsvækkede. Det er generelt sjældent, at infektion med parvovirus giver indlæggelseskrævende sygdom.

Parvovirus B19 forekomst i Danmark

I Danmark estimeres det, at omkring 60 procent af voksne har haft parvovirus B19-infektion og derfor er immune mod fornyet infektion. Der er endemisk forekomst af parvovirus B19-infektioner hele året, og ca. hvert 3.-4. år optræder epidemier typisk i forårsmånederne. Smittetrykket i befolkningen er ifølge tidligere danske undersøgelser ca. 13 % (seronegative gravide kvinder) under epidemier og omkring 1,5 % udenfor epidemiperioder.

Den seneste parvovirusepidemi var i 2017 med i alt var 671 personer med parvovirus B19-infektion identificeret i MiBa. Af disse var 102 (15 %) gravide kvinder, hvoraf 15 kvinder blev indlagt, svarende til 15 %. Antal personer med påvist parvovirus B19-infektion er aktuelt stigende sammenlignet med tidligere år, og er på niveau med 2017, som det fremgår af figur 1. Der har i alt været 250 tilfælde i 2024 indtil videre, hvoraf 50 (20 %) var gravide kvinder med parvovirus og hvoraf fem af de 50, svarende til 10 % af de gravide, blev indlagt.

Antallet i 2024 forventes at stige yderligere, og det er muligt, at niveauet vil være lidt højere end i 2017 pga. af lavere forekomst af parvovirus B19-infektioner under covid-19-pandemien. Der ses også en stigning i andelen af positive tests (dvs. positivprocent) sammenlignet med tidligere år og måneder. I marts 2024 er positivprocenten 5,4 % for IgM og 1,5 % for PCR-tests, hvilket er hhv. ca. 2 og 4,5 gange højere end i marts 2017. Positivprocenten er udregnet med kun én positiv test pr. person, men kan omfatte flere negative tests pr. person.

Risiko for fosteret

Hvis en seronegativ gravid kvinde smittes, vil infektionen i de fleste tilfælde være uden betydning, men der er ca. 25 % sandsynlighed for, at fostret smittes, typisk 4 uger efter smitten hos moren, selvom op til 3 måneder er rapporteret. Risikoen for smitte er stigende gennem graviditeten, men har næsten aldrig konsekvenser for barnet ved smitte efter 20. uge. Hvis en seronegativ gravid smittes før 20. graviditetsuge, vil infektionen i de fleste tilfælde være uden betydning, men i sjældne tilfælde kan den være årsag til spontan abort, hydrops foetalis og fosterdød. Blandt det samlede antal tilfælde af fosterdød/abort i Danmark, udgør tilfælde associeret til parvovirus B19-infektioner en meget lille andel (omkring 0,1 % - 0,8 %). Der er ingen risiko for medfødte misdannelser hos levendefødt børn.

Smitte og smitteforebyggelse

Virus overføres ved dråbesmitte samt med blod eller vertikalt fra mor til foster. Smitte kræver tæt kontakt og kan i et vist omfang forebygges ved god håndhygiejne. Inkubationstiden er ca. 1-2 uger. Smitterisikoen er størst tidligt i sygdomsforløbet, som er karakteriseret af feber og milde luftvejssymptomer. Efter tilkomst af udslæt, som hovedsageligt ses hos børn, smitter sygdommen ikke længere. Målrettet forebyggelse er vanskelig, da smitte kan ske inden symptomdebut, og mens der kun er milde sygdomstegn, som minder om andre virale infektionssygdomme. Der findes ingen vaccine mod parvirus B19-infektion.

Tidligere danske studier har vist, at risikoen for smitte blandt gravide er størst blandt, dem der har børn, og at risikoen stiger med stigende antal børn i hjemmet, hvilket illustrerer, at smitterisikoen er størst i hjem, hvor der er børn. Ser man på smitteveje, ser det ud til, at ca. 50 % smittes af husstandskontakter, og 20-30 % smittes via deres erhverv.

Diagnostik

Infektion med parvovirus B19 kan diagnosticeres ved enten påvisning af virus i blod ved PCR-test eller ved påvisning af specifikke IgM- og IgG-antistoffer. Blandt gravide undersøges normalt kun for parvovirus ved bestemte ekspositioner eller sygdomstegn. Gravide med påvist parvovirus B19-infektion henvises til obstetrisk afdeling med henblik på ugentlige ultralydsscanninger af fosteret for at undersøge for udvikling af anæmi og i nogle tilfælde PCR-test af fostervand for parvovirusinfektion hos fostret.

Gældende retningslinjer

I Danmark screenes gravide ikke rutinemæssigt for parvovirus B19-antistoffer. Sundhedsstyrelsen har vurderet, at værdien af fraværsmelding med henblik på at undgå smitte i sig selv er meget lille. Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor ikke at gravide fraværsmeldes pga. parvovirus B19-infektion i omgivelserne, med mindre helt særlige grunde taler for det (fx blodsygdom hos moderen).

(A.C. Nordholm, F. T. Møller, M. Wessman, T. Funk, B. Kristensen, U. Jeyaratnam, Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse, J.E. Mollerup, A. Moltke-Prehn, S.F. Ravn, L.F. Sørensen og R.T. Nielsen, Afdeling for Dataintegration og Analyse)