Uge 21/22 - 2020

Screening af gravide for hepatitis B, hiv og syfilis, 2019

Screening af gravide for hepatitis B-virus (HBV) blev indført 1. november 2005, og for hiv og syfilis 1. januar 2010. Der foreligger nu en årsopgørelse for 2019. På grund af lave tal er en del oplysninger, som indgik i tidligere rapporter om gravidscreeningen, i henhold til GDPR-lovgivning tilbageholdt fra denne årsopgørelse. Det har således ikke været muligt at beskrive de få tilfælde, hvor screeningsforløbet har været mangelfuldt og har resulteret i smitteoverførsel, som kunne have været undgået.

Den praktiserende læges opgaver i forbindelse med screeningen fremgår af tabel 1.

I 2019 blev der udført 67.994 blodtypeanalyser blandt gravide kvinder. Af disse blev 67.975 (99,9%) undersøgt for hepatitis B-virus (HBV), 67.824 (99,7%) for hiv og 67.800 (99,7%) for syfilis.
Langt de fleste gravide kvinder vælger således at tage imod tilbuddet om at blive screenet for hepatitis B, hiv og syfilis, og på den måde muliggøres at næsten alle potentielle tilfælde af mor-barn-smitte med de tre sygdomme kan forhindres.

Gravide, der er udokumenterede immigranter, har mulighed for at blive tilset af en læge på en af Røde Kors’ sundhedsklinikker i København og Århus. Her tilbydes også gravidscreening, men dette er ikke omfattet af det offentlige tilbud om svangreomsorg. Fødeafdelingerne skal, hvis der indlægges en fødende med ukendt status, tage blodprøver med henblik på test for syfilis og hepatitis B, samt en hiv hurtig-test.

I 2019 var seks ud af 11 gravide med syfilis af dansk herkomst. Dette viser, at syfilis i Danmark ikke udelukkende er en sygdom blandt mænd der har sex med mænd eller immigranter fra lande med høj forekomst, men atter er introduceret blandt heteroseksuelle danskere.

Ved positivt svar på screeningsundersøgelsen bør den gravide informeres om, at de fleste positive screeningsprøver er falsk positive, men at der skal foretages en udvidet analyse for at be- eller afkræfte resultatet. Ligeledes bør den gravide orienteres om, at hun – hvis hun har syfilis - kan behandles, så barnet ikke smittes. Desuden bør den gravide orienteres om vigtigheden af, at hendes seksualpartner(e) også undersøges og om fornødent behandles.

Det er vigtigt, at de praktiserende læger henviser gravide patienter, der har fået påvist en af de tre infektioner, til specialafdelinger, også selvom vedkommende ikke har symptomer på infektion, tabel 1. Gravide med høj HBV-virusmængde (>106 IU/ml) vil ofte kunne tilbydes behandling omkring uge 28, hvilket kan nedsætte risikoen for intrauterin transmission, jf. retningslinjer for behandling af hepatitis udarbejdet af Dansk Selskab for Infektionsmedicin og Dansk Selskab for Gastroenterologi og Hepatologi.

Den gravides partner og øvrige børn bør indkaldes til blodprøve i henhold til Sundhedsstyrelsens vejledning om generel screening af gravide for infektion med hepatitis B-virus, hiv og syfilis.

Ifølge Sundhedsstyrelsens vejledning fra 2013 om hiv og hepatitis B- og C-virus skal alle børn født af HBV-bærermødre, der vaccineres mod hepatitis B ved fødslen og senere hos egen læge, undersøges for både vaccinationseffekt og for aktuel infektion en måned efter endt vaccinationsserie, tabel 1, dvs. når barnet er 13-15 måneder. Dette skal ske, fordi nogle børn smittes intrauterint, og i disse tilfælde har vaccinen ingen effekt. Det påhviler den praktiserende læge at arrangere denne undersøgelse, tabel 1. Findes barnet smittet, henvises til børneafdelingen. Findes barnet utilstrækkeligt dækket (anti-HBs <10 IU/L) på trods af vaccinationerne, kan der gives endnu en vaccine, hvorefter der måles antistoffer en måned senere. Hvis der fortsat er utilstrækkelig beskyttelse, henvises til en børneafdeling. Statens Serum Institut (SSI) udsender påmindelsesbreve til de praktiserende læger om vaccination mod hepatitis B af børn født af hepatitis B-bærermødre samt om efterfølgende testning af børnene.

Vi har konstateret, at børn, der vaccineres mod hepatitis B ved fødslen, ikke i nævneværdig grad registreres i Det Danske Vaccinationsregister (DDV), til trods for at det er lovpligtigt for læger, sygeplejersker og jordemødre, der administrerer vaccinen, at indberette. Ud over at barnets forældre ikke har mulighed for at se vaccinationen, når den ikke er registreret i DDV, vil der heller ikke kunne oprettes vaccinationsforløb i DDV. Hvis der oprettes vaccinationsforløb, vil både barnets forældre og den praktiserende læge automatisk kunne se datoerne for, hvornår den næste vaccination skal gives. Derfor har Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse valgt at registrere hepatitis B-vaccinationerne i DDV på vegne af de fødesteder, som ikke selv har gjort det. Dette kan dog ikke gøres i de tilfælde, hvor fødestedet har undladt at udfylde formularen om immunisering af nyfødt, som skal sendes til SSI, hvilket kan gøres elektronisk.

(A.K. Hvass, M.S. Jørgensen, S. Cowan, Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse, S. Hoffmann, Afdeling for Bakterier, Parasitter og Svampe)