Spildevand giver indsigt i kommende covid-indlæggelser

Forskere på Statens Serum Institut (SSI) har udviklet en avanceret statistisk model, der kan estimere antallet af patienter indlagt på grund af covid-19 op til to uger frem. Modellen kombinerer spildevandsdata med andre overvågningsdata og kan give et billede af den aktuelle og kommende sygdomsbyrde.

Spildevandsovervågning har tidligere vist sig at være en værdifuld metode til at spore smitteudvikling, og nu kan disse data også bruges til at estimere, hvor mange patienter, der vil blive indlagt på grund af covid-19 i de kommende uger.

Den nye model bygger på data fra hospitalsindlæggelser samt målinger af SARS-CoV-2-virus i spildevand.

"Den nye model giver os et velfunderet bud på antallet af indlæggelser på grund af covid-19, og det er et værdifuldt værktøj, som sammen med viden fra vores andre overvågningssystemer kan bruges til at vurdere sygdomsbyrden på kort sigt," forklarer epidemiolog ved SSI Aina Gudde, der har været med til at udvikle modellen.

Forbedret præcision og hurtigere overblik

Normalt er det fulde overblik over hospitalsindlæggelser først tilgængeligt med en vis forsinkelse på grund af efterregistreringer af indlæggelser og årsager.

Den nye model kan dog også bruges til at estimere et mere præcist antal indlagte i både den indeværende uge og de foregående to uger, hvor data ellers først ville være tilgængelige senere.

"Ved at inkludere spildevandsdata i modellen får vi en god vurdering af antallet af indlæggelser på grund af covid-19 i indeværende uge. Denne viden er ellers ikke tilgængelig før tre uger senere, på grund af efterregistreringerne, men i den løbende overvågning er det vigtigt at have indsigt i den aktuelle og nærtstående sygdomsbyrde," siger seniorforsker og sektionsleder ved SSI Lasse Engbo Christiansen, som også står bag modellen.

Et fleksibelt værktøj til overvågning

Modellen er særlig anvendelig til overvågning, fordi den løbende kan tilpasse sig ændringer i data, såsom forbedringer i laboratorieanalyserne af spildevandet, ændringer i vaccinationsdækningen, nye virusvarianter af SARS-CoV-2 eller ændringer i registreringen af hospitalsindlæggelser.

Det gør modellen robust i forhold til at vurdere sygdomsbyrden både aktuelt og på kort og mellemlang sigt.

Faktaboks

  • Statens Serum Institut (SSI) har udviklet en statistisk model, der kan forudsige covid-19-relaterede hospitalsindlæggelser op til to uger frem
  • Modellen kombinerer hospitalsdata med spildevandsdata for at forbedre forudsigelserne
  • På grund af efterregistreringer er det reelle antal covid-19-indlæggelser ofte forsinket med op til tre uger – modellen reducerer denne forsinkelse
  • Arbejdet med modellen er en del af EU-WISH-projektet, som har til formål at styrke spildevandsovervågningen i Europa
  • Resultaterne af forskernes arbejde er nu publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science of The Total Environment
Pressehenvendelser 
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
Abonner på Nyheder fra SSI

Pressehenvendelser 

Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk

Abonner på Nyheder fra SSI