Systematisk overvågning af kvinders blodtryk efter fødslen kan forebygge hjerte-kar-sygdomme

Et nyt, stort studie fra Statens Serum Institut viser, at mange kvinder med forhøjet blodtryk under graviditeten kommer sent i gang med blodtrykssænkende medicin efter fødslen.

Gravid

Det er velkendt, at forhøjet blodtryk under graviditeten øger risikoen for kronisk forhøjet blodtryk efter fødslen. Et nyt stort studie har undersøgt forbruget af blodtrykssænkende medicin hos danske kvinder umiddelbart efter fødslen. Studiet viser, at kvinders blodtryk og behov for blodtrykssænkende medicin under graviditeten har betydning for deres senere forbrug af blodtrykssænkende medicin. Studiet peger ligeledes på, at en del kvinder med forhøjet blodtryk under graviditeten kommer sent i gang med blodtrykssænkende medicin efter fødslen.

Studiet er netop publiceret i JAMA Network Open, og der er tale om et registerbaseret studie af over 780.000 danske kvinder. Studiet udgår fra Afdelingen for Epidemiologisk Forskning på Statens Serum Institut (SSI) ved seniorforsker Heather Boyd.

Studiet fandt, at op mod 44 % af kvinder med forhøjet blodtryk under graviditeten og 1,7 % af kvinder med normalt blodtryk startede på blodtrykssænkende medicin inden for to år efter fødslen. Blandt de kvinder, som begyndte på medicinen inden for de første tre måneder efter fødslen, hentede op mod 56 % yderligere recepter efter de første tre måneder.

”Vores resultater viser, at en relativt stor andel af kvinder – især hvis de har haft forhøjet blodtryk under graviditeten eksempelvis i form af svangerskabsforgiftning – opstarter blodtrykssænkende medicin efter fødslen. Over halvdelen af disse kvinder har vedvarende forhøjet blodtryk og skal fortsætte med deres behandling mere end tre måneder efter fødslen, hvilket er bekymrende for deres fremtidige risiko for hjerte-kar-sygdom,” fortæller førsteforfatter Frederikke Lihme, der har været tilknyttet studiet som ph.d.-studerende.

Risiko for forsinket behandling 

Studiet viste også, at op mod 25 % af kvinderne, som havde forhøjet blodtryk under graviditeten, først indløste en recept på blodtrykssænkende medicin tre måneder eller længere tid efter fødslen. Derfor kan de potentielt have gået rundt med ubehandlet forhøjet blodtryk i måneder, efter de har født.

”Vedvarende forhøjet blodtryk efter en graviditet øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme senere i livet. Studier har imidlertid vist, at en striks kontrol af blodtrykket lige efter fødslen reducerer blodtrykket på langt sigt. Kvinder med vedvarende forhøjet blodtryk, efter de har født, bør derfor straks opstarte blodtrykssænkende medicin.”
Heather Boyd, seniorforsker på SSI.

Forskerne bag studiet foreslår derfor, at der børe være danske retningslinjer for systematisk opfølgning af kvinders blodtryk i ugerne umiddelbart efter fødslen, så kvinderne kan modtage den bedst mulige behandling og mindske risikoen for kronisk og alvorlig sygdom senere i livet.

Pressehenvendelser 
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
Abonner på Nyheder fra SSI

Pressehenvendelser 

Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk

Abonner på Nyheder fra SSI