SSI forsker modtager fornem pris

Tina Nørgaard Munch har modtaget en pris fra Scandinavian Neurosurgical Society for sin forskning i neurokirurgiske sygdomme. Hun har blandt andet undersøgt, hvorfor nogle børn fødes med vand i hovedet.

Tina Nørgaard Munch, der er neurokirurg, lektor og forskningsgruppeleder på Statens Serum Institut (SSI) og Rigshospitalet, har i år modtaget SNS 2024 Brainlab Research Prize, som er tildelt af The Scandinavian Neurosurgical Society.

Hun får prisen for sin register- og biobankbaserede forskning i neurokirurgiske sygdomme. I sin forskning tager hun udgangspunkt i registre som Landspatientregisteret og Danmarks Statistik samt biologisk materiale fra Danmarks Nationale Biobank. Kombinationen af de forskellige data hjælper med at forstå de præcise mekanismer bag sygdommene. Denne viden er afgørende for at forbedre og udvikle behandlingen af patienterne.

”Jeg er fantastisk stolt over at modtage prisen. Det er en vigtig påskønnelse af, hvordan de nationale registre og biobanker tjener til hjælp for den patientnære forskning,” siger Tina Nørgaard Munch og fortsætter:
”Det er enormt vigtigt, at vi som forskere samarbejder på tværs af vores forskellige ekspertområder og dermed også på tværs af institutioner, så vi får mest mulig gavn af hinandens kompetencer”.

Tina Nørgaard Munch og hendes gruppe udfører forskning i samarbejde mellem afdelinger på Statens Serum Institut (Afdelingen for Epidemiologisk Forskning, Afdeling for Medfødte Sygdomme og Danmarks Nationale Biobank) og Rigshospitalet (Afdeling for Hjerne- og Nervekirurgi).

Udforsker årsager til hjernesygdomme

Tina Nørgaard Munchs arbejde går ud på at udforske årsager og prognoser for kirurgiske sygdomme i hjernen. For eksempel har hun sammen med andre forskere på SSI forsket i sygdommen hydrocephalus, også kaldet ”vand i hovedet”, hos børn. Hvor de blandt andet har undersøgt genetiske årsager til hydrocephalus og graviditetsrelaterede faktorer, som kan øge risikoen for hydrocephalus hos barnet. Derudover har de set på, hvordan disse børn klarer sig i skolen, sammenlignet med alle andre børn i Danmark.

”At kende gentagelsesrisiko og prognose for de forskellige sygdomme er vigtig information for patienterne, og kan være med til at identificere særlige indsatsområder,” fortæller Tina Nørgaard Munch.

Et andet eksempel på hendes gruppes registerbaserede forskning er en undersøgelse af risikoen for epilepsi efter større operationer i hjernen. Her udgjorde resultaterne en vigtig del af grundlaget for anbefalingerne udstukket af Dansk Neurokirurgisk Selskab vedrørende bilkørsel efter større hjernekirurgi.

Sammen med prisen følger 25.000 kroner.

Pressehenvendelser 
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
Abonner på Nyheder fra SSI

Pressehenvendelser 

Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk

Abonner på Nyheder fra SSI