Millionstøtte til AI-drevet forskning i blodforgiftning

Et nyt forskningsprojekt på Statens Serum Institut, der skal forbedre forebyggelsen og behandlingen af blodforgiftning blandt ældre, har modtaget 5,3 millioner kroner i støtte. Forskerne vil gøre brug af kunstig intelligens i deres arbejde.

Blodforgiftning er særligt alvorligt for ældre, svækkede borgere, og behandlingen bliver i stigende grad udfordret af antibiotikaresistens.

Derfor er det relevant at forske på området - og netop derfor har forskerne Mie Agermose Gram og Anders Hviid fra Statens Serum Institut modtaget 5,3 millioner kroner fra Sundhedsdonationer fra Sygesikringen ”danmark”.

”Vi er meget taknemmelige for denne støtte, som giver os mulighed for at udforske nye veje inden for forebyggelse og behandling af blodforgiftning. Det er afgørende forskning, fordi vi ser en bekymrende stigning i antibiotikaresistente bakterier, samtidig med at vores ældre befolkning vokser, fortæller Anders Hviid.”

Støtten skal bruges til et nyt projekt, der tager udgangspunkt i Danmarks mange unikke sundhedsdata. Herunder Den Danske Mikrobiologidatabase, som bidrager med landsdækkende oplysninger om bakterielle infektioner og tilhørende antibiotikaresistensbestemmelser. Det er data, som kun findes få steder i verden, og som i kombination med forskning har et stort potentiale for at forbedre danskernes sundhed.

Mere fokus på den enkelte

Data fra 1,6 millioner danskere over 65 år skal således bruges til at forudsige, hvilke ældre der er mest udsatte for blodforgiftning, og hvilken behandling der virker bedst for den enkelte. Og i databehandlingen vil forskerne bruge kunstig intelligens til at udvikle mere personlige og effektive forebyggelses- og behandlingsmetoder.

"Vi bevæger os væk fra one-size-fits-all tilgangen. Ved at bruge avanceret kunstig intelligens kan vi bedre forudsige, hvilke ældre der er mest sårbare over for blodforgiftning, og hvilken antibiotika der vil virke bedst i det enkelte tilfælde," forklarer Mie Agermose Gram.

Den kunstige intelligens skal hjælpe forskerne med at analysere de omfattende sundhedsdata for at finde mønstre, der kan være svære at opdage med traditionelle forskningsmetoder. Det er håbet, at projektet kan være med til at sikre, at flere ældre overlever blodforgiftning, samtidig med at brugen af antibiotika optimeres.

Projektet påbegyndes i starten af 2025.

Pressehenvendelser 
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
Abonner på Nyheder fra SSI

Pressehenvendelser 

Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk

Abonner på Nyheder fra SSI