Statens Serum Institut stopper udvikling af covid-19-vaccinekandidat

SSI har besluttet ikke at fortsætte udviklingen af covid-19-vaccinekandidaten Covaxix-351. Det skyldes blandt andet, at covid-19 ikke længere betragtes som en samfundskritisk pandemi, og at der nu er udviklet effektive mRNA-vacciner.

SSI har længe arbejdet på at udvikle en DNA-baseret vaccineplatform, der har den fordel at være mindre kompliceret og skrøbelig end andre vaccinemetoder. Under pandemien har den danske stat bevilget 30 mio. kr., så SSI konkret kunne forsøge at udvikle en DNA vaccinekandidat, der beskytter mod covid-19.

Årsagerne

Nu indstilles dette arbejde af flere grunde:

  • Covid-19 betegnes ikke længere som en samfundskritisk sygdom, så det akutte behov er ophørt.
  • Der findes nu effektive mRNA-vacciner, og en DNA-vaccine mod covid-19 skønnes ikke længere relevant.
  • Det vil ikke være relevant at gå videre med forsøg på mennesker, når udbyttet for den enkelte deltager ikke vil være til stede i form af en ny covid-19-vaccine.

Udbyttet

Det gennemførte arbejde med at udvikle DNA-vaccinekandidaten har givet SSI værdifuld viden og stor erfaring i hurtig design og udvikling af en virksom og sikker vaccinekandidat, der er effektiv mod en ny virustrussel og dens nye resistente virusvarianter.

DNA-vaccinen Covaxix-351 har gennemført et toksikologisk studie, som kræves inden kliniske forsøg i mennesker. Den nåleløse vaccineteknologi har vist sig effektiv, og vaccinen giver beskyttende antistoffer mod infektion og celleimmunitet mod sygdom overfor covid-19.

De opnåede erfaringer og viden med DNA-vacciner samt nåleløs vaccineteknologi vil SSI kunne bruge i fremtidige internationale samarbejder til videreudviklingen af teknologiplatformen.

Prisen

Den oprindelige bevilling til udvikling af DNA-vaccinekandidaten var i alt på 30 mio. kr. Statens Serum Institut har forsøgt at begrænse udgifterne ved at stoppe den kliniske udvikling, og den samlede udgift til projektet vil ende på 23 mio. kr.

- Selvom det selvfølgelig er ærgerligt, når man ikke kommer helt i mål med et studie og en satsning, så er det alligevel på en glædelig baggrund, at vi stopper projektet. Vi er jo sådan set blevet positivt overhalet både af sygdommens mere fredelige udvikling, og at der så hurtigt kom effektive mRNA-vacciner på verdensmarkedet. Og i den situation er det rettidig omhu at stoppe nu og begrænse yderligere udgifter til projektet, siger Henrik Ullum, adm. dir. Statens Serum institut.

Pressehenvendelser 
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
Abonner på Nyheder fra SSI

Pressehenvendelser 

Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk

Abonner på Nyheder fra SSI