SSI-forskere opdager ny bakterie, der kan give sælfinger
Forskere fra Statens Serum Institut har fundet en ny bakterieart, som kan give ekstremt smertefuld håndinfektion.
Blandt jægere og fiskere er det velkendt, at håndtering af sæler i sjældne tilfælde kan føre til ekstremt smertefulde håndinfektioner, også kaldet sælfinger eller spækfinger. Her virker almindelig antibiotikabehandling med penicilliner ikke, så ofte kan infektionen brede sig op i armen og kræve kirurgisk behandling.
Nu har forskere fra Statens Serum Institut (SSI) fundet ud af, at infektionen skyldes en særlig og hidtil ukendt mycoplasma-bakterie. Forskerne har derfor som de første i verden karakteriseret den nye bakterieart og døbt den Mycoplasma phocimorsus (fra phoca: sæl; morsus: et bid), altså sælbids-mycoplasma.
Forskerne har også vist, at bakterien er følsom over for andre antibiotika end penicilliner, så behandlingen kan dermed målrettes og risikoen for komplikationer i form af nedsat bevægelighed af hænder og arme kan mindskes.
Fundet er sket, efter at SSI gennem en årrække har modtaget prøver fra patienter fra Danmark, Norge og Sverige, hvor det er lykkedes at dyrke en speciel mycoplasma-bakterie, som ikke kan vokse på normale dyrkningsmedier, og som ikke ligner nogen af de tidligere beskrevne mycoplasma arter fra hverken mennesker eller dyr.
Artiklen, hvor bakteriearten er karakteriseret og navngivet, er netop udkommet i Int. J. Syst. Evol. Microbiol