Spildevandsovervågning viser stigende forekomst af covid-19
Mens testresultaterne viser stabile covid-19 tal, viser spildevandsovervågningen stigende forekomst af covid-19. XBB.1.5 er nu den hyppigste undervariant i Danmark. Det viser denne uges tendensrapport.
Der ses i uge seks en stabilisering i antal smittede med covid-19 i forhold til uge fem, målt ud fra antallet af positive PCR-tests. Antallet af nye hospitalsindlæggelser hos personer med en positiv covid-19 test er ligeledes stabilt. Antallet af indlagte på intensiv er også fortsat på et stabilt lavt niveau, og antallet af covid-19-relaterede dødsfald er faldende.
Koncentrationen af SARS-COV-2 i spildevandet er imidlertid stigende fra et lavt niveau, og stigningen i vækstraten har ligget på cirka 17 procent de seneste tre uger. Da antallet af PCR-test er faldende, og testaktiviteten er på et lavt niveau, kan det tyde på, at stigningen i spildevand er udtryk for et mørketal i antallet af smittede.
Overvågningen af SARS-COV-2 i spildevand er blevet nedskaleret fra og med den 6. februar 2023, hvor der gik fra at være 87 prøveudtagningsstederne til 29 prøvetagningssteder.
Flugtvariant er den hyppigste
Rekombinanten XBB og dennes undervarianter er mest udbredt, og udgør 32 procent af prøverne. Undervarianten XBB.1.5., som omkring nytår bredte sig hastigt i USA, og som nu gennem noget tid er set i Danmark, er den hyppigste af undervarianterne, og udgør en stigende andel med cirka 26 procent af alle tilfælde. XBB.1.5. er en flugtvariant, hvilket vil sige, at den undviger immunitet efter både infektion og vaccination, men XBB.1.5 er ikke forbundet med mere alvorlig sygdom end de øvrige varianter.
Influenza stiger, RSV falder
Smitten med influenza er stigende, og der ses flere tilfælde af influenza B end influenza A, og antallet af nyindlæggelser som følge af influenza A stiger.
Forekomsten af RSV er fortsat faldende, både for smittetilfælde og nyindlagte.