Smitten med luftvejsinfektioner falder fortsat 

Covid-19, RS-virus og influenza er fortsat på tilbagetog, og så er dødeligheden igen på normalt niveau i alle aldersgrupper. Det viser denne uges tendensrapport.

Der ses i uge otte et let fald i bekræftede antal smittede med covid-19 i forhold til ugen inden, og samme fald ses i antallet af nyindlagte med diagnosen. Koncentrationen af SARS-CoV-2 i spildevandet er i uge otte på niveau med ugen før, og vækstraten er stabil.

Virusvarianten XBB og dennes undervarianter er mest udbredt, og særligt udbredt er XBB.1.5., der alene udgør cirka 38 procent af alle sekventerede tilfælde. XBB.1.5. er en flugtvariant, hvilket vil sige, at den undviger immunitet efter både infektion og vaccination, men XBB.1.5. er ikke forbundet med mere alvorlig sygdom end de øvrige varianter.

Også forekomsten af influenza og RS-virus er faldende, både for smittetilfælde og nyindlagte. Der er fortsat højere smitte med influenza B end influenza A, mens der er flere, der er indlagt med influenza A.

Den samlede dødelighed i Danmark er nu på et forventet niveau, og der ikke længere forhøjet dødelighed i nogen aldersgrupper.

Læs Tendensrapporten for uge 9 (pdf)

Pressehenvendelser 
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
Abonner på Nyheder fra SSI

Pressehenvendelser 

Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk

Abonner på Nyheder fra SSI