Foråret fortsætter med stigende covid-19-smitte og nye indlæggelser

Covid-19-smitten er fortsat stigende, og der er lige nu en del flere, der bliver indlagt. Det viser denne uges tendensrapport fra Statens Serum Institut (SSI).

Begyndelsen på foråret fortsætter med en stigende smitte med covid-19 på stort set alle parametre. Men smitten er stadig på et lavt niveau og uden kritisk belastning af sundhedsvæsenet.

Der ses fra uge 10 til 11 en stigning i antal af SARS-CoV-2-smittede målt ved brug af PCR-test og smitteforekomsten steg i uge 11 til 23 tilfælde per 100.000 indbyggere, fra 15 tilfælde per 100.000 indbyggere i uge 10. Samtidig er antallet af PCR-tests steget med 8,5 %, og positivprocenten er steget fra 11,1 % til 15,5 %. Den højeste positivprocent ses blandt de 70 til 79-årige.

Stor stigning i nyindlagte

For flere betyder en positiv covid-19-test også en hospitalsindlæggelse i øjeblikket. Især blandt de ældre mellem 70 og 89 år.

Antallet af nye hospitalsindlæggelser hos personer med en positiv test for SARS-CoV-2 er steget til 420 nye indlæggelser i uge 11 sammenlignet med 250 i uge 10.

”Men selvom den aktuelle stigning er markant, er det stadig under halvt så mange, som under de seneste tre mindre smittebølger siden sommeren 2022,” forklarer siger Bolette Søborg, overlæge og sektionsleder hos SSI.

Varianten XBB.1.5 bærer smitten

Smitten bliver først og fremmest båret af virusvarianten XBB.1.5, som alene udgør 43 % af alle sekventerede tilfælde i uge 11.

Det er en variant, som SSI har holdt øje med længe. Den blev først blev set i USA, men nu har den altså fået godt fat i Danmark og i flere andre europæiske lande. XBB.1.5. er ikke forbundet med særlig alvorlig sygdom i forhold til de tidligere varianter.

”Det er ikke uventet med en ny mindre smittebølge her i det tidlige forår. Men nu går vi mod lunere tider, så SSI er ikke særligt bekymrede på nuværende tidspunkt,” siger Bolette Søborg.

Læs mere i ugens tendensrapport - uge 12 2023 (pdf).

Pressehenvendelser 
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
Abonner på Nyheder fra SSI

Pressehenvendelser 

Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk

Abonner på Nyheder fra SSI