Flere tilfælde med multiresistente bakterier efter Dicillin-indtag

Statens Serum Institut har fundet to yderligere tilfælde af den multiresistente CPO-bakterie, der også er fundet på overfladen af kapsler med lægemidlet Dicillin. Derudover er der fundet spor efter bakterien i 12 patienter.

Statens Serum Institut (SSI) har påvist yderligere to tilfælde med multiresistente bakterier i patienter, der er blevet behandlet med lægemidlet Dicillin.

Derudover er der fundet spor efter den særlige multiresistente CPO-bakterie i yderligere 12 patienter, hvoraf det er bekræftet, at otte har været i behandling med Dicillin i perioden før fundet. De resterende fire tilfælde er stadig ved at blive undersøgt.

Dermed omfatter udbruddet med bakteriestammen nu i alt 25 tilfælde, da der i forvejen var konstateret 11 tilfælde.

Følger spredningen

De spor, som SSI har fundet efter CPO-bakterien, er den særlige bakteries plasmider. Plasmider er DNA, der er i stand til at videregive sine egenskaber, så som antibiotikaresistens, til andre bakteriearter. Det er første gang, at man så detaljeret er i stand til at følge en sådan spredning blandt bakterier i den danske overvågning.
I dette tilfælde drejer det sig om CPO-bakteriens resistensgener, der via plasmiderne har spredt resistensen til andre arter af bakterier i patienten, som derfor formodes tidligere at have haft den særlige CPO-bakterie.

SSI følger nøje udviklingen i spredningen af de multiresistente bakterier, siger faglig direktør hos SSI, Tyra Grove Krause.

”Det her er ikke noget, der er farligt for den enkelte patient, men vi skal naturligvis gøre, hvad vi kan, for at undgå spredning af multiresistente bakterier”, siger hun og fortsætter:

”Vi ved, at de fleste CPO-bakterier har evnen til at dele sin resistens med andre bakteriearter, derfor er den del ikke så overraskende”.

Udbruddet afdækkes

Sagen om de multiresistente bakterier og lægemidlet Dicillin begyndte, da SSI i oktober 2022 registrerede en stigning i en særlig multiresistent CPO-bakterie, der ikke tidligere var set. Stigningen i bakterien kunne ved nærmere undersøgelse ikke relateres til smitte på sygehuse eller rejse til udlandet, men blev i sidste måned påvist på overfladen af kapsler af lægemidlet Dicillin. Det viste sig ligeledes, at alle patienterne havde indtaget lægemidlet op til påvisningen af bakterien.

SSI følger udbruddet nøje og Lægemiddelstyrelsen er sammen med producenten ved at afdække årsager til udbruddet.

Ingen af de danske patienter er blevet alvorligt syge af bakterien, ligesom det ikke har været nødvendigt at igangsætte anden behandling for bakterien.

Pressehenvendelser 
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
Abonner på Nyheder fra SSI

Pressehenvendelser 

Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk

Abonner på Nyheder fra SSI