68 millioner til udvikling af ny dansk tuberkulosevaccine

Med 68 millioner kroner fra Bill & Melinda Gates Foundation kan forskere fra Statens Serum Institut sætte fuld fart på et ambitiøst klinisk udviklingsprogram med en ny tuberkulosevaccine, der potentielt kan redde millioner af mennesker.

I mandags rejste et hold fra tuberkulosevaccineforskningen på Statens Serum Institut (SSI) af sted til Johannesburg i Sydafrika. Med i ryggen har de en større million-bevilling fra Bill & Melinda Gates Foundation.

Formålet med rejsen er at mødes med deres sydafrikanske samarbejdspartnere og planlægge de første kliniske forsøg af en ny tuberkulosevaccine.

”Bevillingen fra Bill & Melinda Gates Fonden er givet til et større konsortium med fire partnere i både Europa og Sydafrika. Rejsen er den første i en række af flere, hvor vi skal mødes og planlægge de to første kliniske forsøg i detaljer samt besøge de faciliteter, hvor de første mennesker skal have vaccinen,” siger Rasmus Skaarup Mortensen, som er leder af tuberkulosevaccineforskningen på SSI.

Rasmus Skaarup Mortensen

Indtil nu har National Institutes of Health støttet projektet med over 20 millioner kroner, og med den nye bevilling er der lagt op til at sætte yderligere fart på udviklingen.

”Vi er lykkedes med at lave en effektiv tuberkulosevaccine, som giver et potent immunrespons i både mus, marsvin og aber. Næste skridt er at teste den i mennesker og se på, om vaccinen er sikker, og om den også giver et godt immunrespons her. Lykkedes det er potentialet stort, og en ny tuberkulosevaccine kan potentielt redde millioner af liv - det er selvfølgelig en kæmpe motivationsfaktor,” siger Rasmus Skaarup Mortensen.

Klar til test på mennesker

Cirka halvanden millioner mennesker dør hvert år af luftvejsinfektionen tuberkulose på verdensplan. Det kan der i fremtiden blive lavet om på. Forskere fra SSI kunne sidste efterår fortælle om et gennembrud med deres nye H107 vaccine. Disse resultater har nu fået Bill & Melinda Gates fonden til at støtte vaccinen til test hos mennesker med 68 millioner kroner.

”Inspireret af forløbet med covid-19-vaccinerne, giver bevillingen os mulighed for at accelerere de kliniske afprøvninger. Det vil foregå ved, at mange flere aktiviteter planlægges parallelt, i stedet for én efter én. Som noget helt nyt, vil vi også teste hvor godt immunsystemet husker vaccinen, og hvorvidt immuncellerne er i stand til at vandre ud på slimhinderne i luftvejene,” fortsætter han.

Hvorfor tester forskerne vaccinen i Sydafrika?

Traditionelt bliver nye vacciner testet i det nærområde, de er udviklet i, og først senere afprøvet andre steder i verden. Men det kan forlænge udviklingsfasen. Og ifølge forskerne fra SSI og deres partnere skal dette laves om. Deres plan er således gå direkte til Sydafrika og lave den først test.

”Problemerne med tuberkulose er størst i lav- og mellemindkomst lande, ikke mindst i Afrika syd for Sahara. Ved at teste vores vaccine i Sydafrika får vi data fra en relevant population fra starten. Taget i betragtning af at Sydafrika har verdensførende ekspertise indenfor både klinisk TB-forskning og vaccinetest, er den her fremgangsmåde potentielt set både bedre, hurtigere og mere inkluderende,” siger Rasmus Skaarup Mortensen, der peger på, at beslutningen om at lave de første forsøg i Sydafrika blev taget i samråd med førende eksperter og interessenter i Sydafrika.

Når projektet er afsluttet, vil vaccinen være klar til at teste i større effektivitetsforsøg, der undersøger, hvor godt vaccinen beskytter mennesker imod tuberkulose. Det vil tage flere år, men forskerholdet forholder sig optimistiske.

Fakta om tuberkulose

  • Tuberkulose (TB) er en lungesygdom, der hvert år dræber halvanden millioner mennesker, og har i årevis ligget nr. 1 over de mest dødelige infektionssygdomme.
  • Det ligger klart at konsekvenserne af covid-19-epidemien har forværret situationen yderligere og multi-resistente tuberkulose stammer er i stigende vækst. Behovet for nye vacciner er derfor større end nogensinde.
  • Den eneste godkendte vaccine, er BCG der bliver givet til nyfødte børn i store dele af verden.
  • Selvom BCG beskytter børn imod alvorlige former af TB, har den meget begrænset effekt på lungesygdom i teenagere og voksne, hvor TB smitten sker. Nye vacciner der beskytter imod lunge TB i unge og voksne er derfor nødvendige for at stoppe epidemien.
Pressehenvendelser 
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
Abonner på Nyheder fra SSI

Pressehenvendelser 

Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk

Abonner på Nyheder fra SSI