Risikoen for at blive smittet med deltavarianten og selv smitte videre er lavere for vaccinerede
Nyt studie af deltasmitte i danske husstande viser, at vacciner både beskytter mod at blive smittet, men også mod at smitte videre til andre.
Studiet undersøger, hvor mange personer i en husstand der er blevet smittet, hvis et medlem af husstanden er blevet smittet med coronavirus. Studiet bygger på 24.693 husstande med 53.584 øvrige beboere i perioden juni-oktober 2021, hvor det primært var deltavarianten, der dominerede og epidemien var på et lavere niveau.
Forskerne fandt, at vaccinerede i husstanden havde mindre risiko for at blive smittet end uvaccinerede. Således var den samlede vaccineeffektivitet mod smitte 61% i forhold til uvaccinerede.
Undersøgelsen viser også, at vaccinerede personer, der var blevet smittet, havde en lavere risiko for at smitte videre, end uvaccinerede personer havde. Vaccineeffektiviteten mod videresmitte var 42% i forhold til uvaccinerede. Undersøgelsen har ikke medtaget personer, der er blevet revaccineret.
Vaccinerede har en lavere virusmængde end uvaccinerede
I studiet er det også undersøgt, hvor høj virusmængden er blandt uvaccinerede og vaccinerede, der var smittet med deltavarianten. Her viste resultaterne, at vaccinerede individer, der smittes med SARS-CoV-2 generelt set har en lavere virusmængde end uvaccinerede smittede.
”Virusmængden er generelt lavere blandt vaccinerede smittede, end blandt uvaccinerede smittede, hvilket er en sandsynlig årsag til, at vaccinerede smittede i mindre grad giver smitten videre i en husstand end uvaccinerede smittede. Det er vigtig, at vi nu har viden der underbygger, at vaccinerne ikke kun beskytter mod at blive smittet, men faktisk også nedbringer risikoen for at man smitter videre ganske betragteligt”, siger læge Camilla Holten Møller fra SSI.
Om studiet
Studiet er foretaget af forskere fra Københavns Universitet og Statens Serum Institut, der undersøger, hvor meget vacciner beskytter mod at blive smittet og smitte videre. Studiet er baseret på data fra danske husstande, hvor mindst én person har været smittet med deltavarianten, og er netop blevet offentliggjort som arbejdspapir. Bemærk, at studiet fortsat er under fagfællesbedømmelse, men er blevet offentliggjort som et preprint.
Du kan læse studiet her: Effect of Vaccination on Household Transmission of SARS-CoV-2 Delta VOC | medRxiv