Folk med lav uddannelse og indtægt lader sig vaccinere mindre
Statens Serum Institut har set på, hvilke befolkningsgrupper og befolkningskarakteristika, der har haft den laveste tilslutning til det danske covid-19-vaccinationsprogram.
Rigtig mange danskere er det seneste halvandet år blevet vaccineret en eller flere gange mod covid-19. Faktisk har 87.1% af alle personer, der er fyldt 12 år, modtaget mindst et stik.
Nogle grupper har imidlertid haft mindre lyst til at tage imod tilbuddet om at blive vaccineret end andre.
Statens Serum Institut (SSI) har derfor kigget på, hvilke befolkningsgrupper og befolkningskarakteristika, der har haft lavere tilslutning til det danske covid-19-vaccinationsprogram.
Nu er resultaterne af undersøgelsen klar i en ny rapport, som SSI netop har udsendt.
Se SSI’s rapport her (pdf)
Omfatter 5.164.558 personer
I alt omfatter SSI’s undersøgelse 5.164.558 personer. Det vil sige alle over 12 år, der har været inviteret til en covid-19-vaccination.
Tallene viser klart, at nogle grupper er blevet vaccineret mindre. De yngre aldersgrupper, yngre vestlige og ikke vestlige indvandrere og efterkommere, personer med en årlig indkomst under 250.000 kroner, og personer, hvis eneste uddannelse er grundskolen, har den laveste vaccinationstilslutning.
Det samme gælder personer, som aldrig er blevet PCR-testet, og personer, der har haft en infektion som uvaccinerede. Derudover spiller alder også en rolle:
”Forskelle i vaccinationstilslutningen på tværs af indkomst- og uddannelse er størst for de yngste aldersgrupper, for eksempel de 25-34-årige og de 35-44-årige”, siger afdelingschef Palle Valentiner-Branth fra SSI.
Hænger ofte sammen
SSI understreger i rapporten, at de forskellige socioøkonomiske faktorer ofte påvirker hinanden. Hvis man for eksempel har et lavt uddannelsesniveau, vil man ofte også have en lav indkomst.
”Der er brug for at få belyst det komplekse samspil mellem de forskellige socioøkonomiske faktorer og de kvalitative faktorer som kulturforskelle, religion, erfaringer, tillid og kontakt til sundhedsmyndighederne, social adfærd, holdninger og opdragelse for at kunne forklare forskellene i vaccinationstilslutningen. Det vil også være vigtig viden for myndighederne for at kunne målrette vaccinationsindsatsen”, fastslår Palle Valentiner-Branth.
Læs mere
Se SSI’s rapport her (pdf)