Fejl i invitationer til vaccination
Statens Serum Institut har udsendt invitationer med fejl til forældre og til borgere +85 år. Fejlen er nu rettet og nye informationer er på vej.
De seneste dage har Statens Serum Institut (SSI) udsendt invitationer til forældre med tilbud om influenzavaccination og ligeledes invitationer til borgere på +85 år med tilbud om vaccination mod covid-19, influenza og pneumokokker.
Men invitationerne indeholder desværre beklagelige fejl.
I invitationerne til forældrene er SSI blevet bekendt med, at der i nogle tilfælde står ”covid-19 revaccination” i emnefeltet i invitationen til influenzavaccinationen til børn. Der skulle naturligvis have stået ”influenzavaccination” i emnefeltet.
Vi vil gerne understrege, at informationen i selve brevet er korrekt.
I invitationerne til nogle borgere på +85 år med tilbud om vaccination mod covid-19, influenza og pneumokokker, skulle de ikke have fået tilbud om en vaccination mod pneumokokker.
Fejlene er tekniske fejl. Statens Serum Institut kan oplyse, at der er nye breve på vej til de pågældende borgere.