En subvariant af omikron, BA.2, udgør nu knap halvdelen af alle danske omikrontilfælde
Der er indtil videre beskrevet 3 subvarianter af omikron: BA.1, BA.2 og BA.3. På verdensplan udgør BA.1 langt de fleste tilfælde. I Danmark vinder BA.2 dog frem på bekostning af BA.1.
Subvarianten BA.2 udgjorde 20% af alle smittetilfælde i Danmark i uge 52, mens den i uge 2 udgør ca. 45%. Samtidig er andelen af BA.1 faldet.
Der ses også en stigning af BA.2 tilfælde i andre lande, bl.a. Storbritannien, Norge og Sverige, men tilsyneladende ikke helt på samme niveau som i Danmark.
Forskellige mutationer
BA.1 og BA.2 har mange forskelle i mutationer i de vigtige områder. Faktisk er forskellen mellem BA.1 og BA.2 større end forskellen på den oprindelig variant og alfavarianten.
Sådanne forskelle kan medføre forskellige egenskaber som fx kan vedrøre smitsomhed, vaccineeffekt eller alvorlighed. Der er foreløbig endnu ingen endelig afklaring af om BA.1 og BA.2 har forskellige egenskaber, men SSI arbejder løbende på at undersøge dette.
Indtil videre ingen forskel på indlæggelser
Foreløbige analyser fra SSI viser, at der ikke er forskel i risikoen for indlæggelse med BA.2 sammenlignet med BA.1. Analyser vedrørende smitsomhed og vaccineeffektivitet mm. er igangsat, ligesom det også forsøges at dyrke BA.2, så der kan laves antistof neutralisationsundersøgelser. Forventningen er, at vacciner også har effekt mod alvorlig sygdom når det gælder BA.2.