Worlds Aids Day 2021

Den 1. december afvikles der World Aids Day for 33. gang over hele verden. I Danmark forsætter den positive udvikling med færre nye hiv-diagnoser. Fra 2019 til 2020 har der været et fald i antallet af nye hiv-diagnoser på 24%.

Worlds Aids Day 2021

Den 1. december er første dag i julemåneden. Men siden 1988 har det også været dagen, hvor organisationer, foreninger og enkeltpersoner over hele verden sætter fokus på sygdommen AIDS.

I dag fejres World AIDS Day (WAD) derfor for 33. gang. Der sker under overskriften ”Stop ulighed. Stop AIDS. Stop Pandemier”.

Læs mere om World AIDS Day

Den globale kamp mod AIDS er truet af covid-19

Selv om Danmark har en positiv udvikling i hiv-smitten, så har covid-19-pandemien også 2021 haft en negativ effekt på, hvordan det globalt set er gået med kampen mod af hiv. 

”I Danmark har vi et stærkt sundhedsvæsen, der fortsat kan klare at yde optimal behandling til de hiv-positive samtidig med, at der er et stort pres på grund af covid-19.”

”I den fattige del af verden forholder det sig ikke sådan. Her har covid-19 ført til omlægning af arbejdsstyrken i sundhedsvæsnerne, lukning af special-klinikker, nedlukning af samfund med forbud mod at bevæge sig ud, mangel på offentlig transport, ustabile forsyningslinjer, omlægning af fonde og anden finansiering mm. Det skaber alt sammen store udfordringer, der har gjort det umuligt for flere lande at diagnosticere og behandle hiv på vanlig vis”, siger sektionsleder Susan Cowan fra Statens Serum Institut (SSI).

Den positive udvikling fortsætter i Danmark

I Danmark fortsætter den positive udvikling med færre nye hiv-diagnoser. I 2020 blev der således kun anmeldt 110 nye hiv-diagnoser i Danmark. Det er det laveste antal siden starten af hiv-epidemien. Dertil kommer 54 personer, der allerede var diagnosticeret med hiv i udlandet.

Fra 2019 til 2020 har der været et fald i antallet af ny-diagnosticerede hiv-tilfælde på 24% og et fald i antallet af alle hiv-tilfælde på 14%.

Ifølge SSI tyder det på, at faldet i antallet af hiv-diagnoser er reelt. Det understøttes også af, at antallet af anmeldte tilfælde af syfilis og gonorré er steget i samme periode.

”Det lyder måske lidt omvendt, men hvis faldet i hiv-diagnoser ikke var reelt, men kun skyldtes, at folk ikke gik til lægen på grund af covid-19 og derfor ikke blev diagnosticeret, så ville man forvente, at der også ville blive registreret færre tilfælde af andre sexsygdomme. Men de er som sagt steget, så folk bliver ikke hjemme”, siger Susan Cowan.

Størst fald blandt mænd, der har sex med mænd

Faldet i nye hiv-diagnoser ses først og fremmest blandt den gruppe, der er hårdest ramt af hiv i den vestlige verden: Mænd, der har sex med mænd (MSM).

Ifølge SSI er der tre vigtige grunde til at blive testet for hiv, hvis man tilhører en risikogruppe dom for eksempel MSM:

1: Jo før man får stillet diagnosen, jo før kan man komme i effektiv behandling og derved sikre, at ens immunforsvar ikke lider skade.

2: Hvis man er hiv-positiv og velbehandlet, kan man ikke smitte andre.

3: Hvis man er hiv-negativ MSM, kan man få tilbudt forebyggende hiv-behandling, PrEP (Pre-Exposure Prophylaxis). Det er den indtil videre mest effektive forebyggelse mod at blive smittet med hiv.

Læs mere

Læs mere om World AIDS Day

Læs den seneste årsopgørelse for hiv i Danmark

Se overvågningsdata for hiv i Danmark

Fakta om AIDS

På verdensplan lever cirka 38 millioner mennesker med hiv. Heraf er 10 millioner ikke i behandling.

I 2020 blev cirka 1,5 millioner mennesker smittet med hiv.

Knap 700.000 mennesker døde af hiv-relateret sygdom i 2020.

 

Pressehenvendelser 
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
Abonner på Nyheder fra SSI

Pressehenvendelser 

Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk

Abonner på Nyheder fra SSI