Tre tilfælde af botulisme er nu bekræftet

Statens Serum Institut informerede i fredags om et sygdomsudbrud med mistanke til botulisme. Undersøgelser har nu bekræftet, at tre personer var ramt af botulisme.

Billede af botulisme-bakterie

I sidste uge modtog Statens Serum Institut (SSI) prøver fra patienter, der var i behandling for botulismeforgiftning. Seks personer havde spist sammen og tre havde efterfølgende udviklet symptomer.

Nu har SSI’s tests vist, at de tre var ramt af botulisme. Yderligere to personer fra selskabet har i mellemtiden udviklet milde symptomer og prøver fra dem undersøges nu også. Der er stadig ingen meldinger om sygdomstilfælde uden for det pågældende selskab på seks personer.

Sådan undersøges prøverne

Prøverne er blevet undersøgt ved musetest, og dette har bekræftet tilstedeværelsen af botulisme-toksin. Undersøgelser med PCR af afføring fra én patient viser endvidere, at der er tale om toxintype B.

Fødevarestyrelsen har indhentet ingredienser fra og rester af den mad, der er blevet spist ved den pågældende sammenkomst. Disse prøver undersøges nu også for botulisme på SSI’s laboratorium.

Tæt samarbejde for at finde årsagen

”Botulisme er en alvorlig infektion, der heldigvis kun optræder meget sjældent. På SSI arbejder vi tæt sammen med Fødevarestyrelsen og Fødevareinstituttet samt Odense Universitetshospital for at finde ud af, hvad patienterne er blevet syge af”, siger professor og seniorforsker Steen Ethelberg fra SSI.

Som læge bør man overveje botulisme som årsag til symptomer i form af sløret syn, dobbeltsyn, sløret tale eller synkeproblemer, specielt hvis det optræder hos flere, der har delt samme måltid.

Læs mere 

Nyhed om botulisme 12. marts 2021

Statens Serum Instituts Sygdomsleksikon

Fødevarestyrelsen: Hvordan du undgår at blive syg med botulisme

Kontakt

For yderligere oplysninger kan du kontakte:

Afsnitsleder Steen Ethelberg fra SSI's Afdeling for Infektionsepidemiologi & Forebyggelse. Steen Ethelberg kan kontaktes via SSI's presseafdeling på telefon 22601123 eller mail presse@ssi.dk

eller

Overlæge Svend Stenvang, Infektionsmedicinsk Afd. på Odense Universitetshospital på  telefon 65412656 eller mail svend.stenvang@rsyd.dk

Fakta om botulisme

Botulisme er en sjælden sygdom, der forårsages af giftstoffer (toksiner) fra den sporedannende bakterie Clostridium botulinum.

Clostridium botulinum findes mange steder i naturen. Under anaerobe (iltfattige) forhold kan den producere forskellige beslægtede giftstoffer – såkaldte neurotoksiner.

Botulinum-toksiner er nogle af de mest farlige og potente biologiske giftstoffer, som findes. Neurotoksinerne bliver optaget i nervesystemet, hvor de inaktiverer nervecellen. Når nervecellerne inaktiveres fører det til lammelser af kroppens muskler. Lammelse af brystkassens muskelfunktion kan gøre vejrtrækningen besværlig og kan være dødelig.

Botulisme kaldes også for pølseforgiftning. Botulisme skyldes dog i de fleste tilfælde ikke i pølser, men oftere hjemmekonserverede frugter og grøntsager.