Stenbiderrogn er sandsynligvis årsag til udbrud med botulisme
Undersøgelser af en række fødevarer har ført til, at giftstof fra botulismebakterien er fundet i stenbiderrogn. Det pågældende parti af rogn er blevet tilbagekaldt.
I den forløbne uge har Statens Serum Institut (SSI) beskrevet et sygdomsudbrud med botulisme. Det opstod, efter at seks personer havde spist sammen til et privat selskab i starten af marts. SSI har nu undersøgt en række rester fra maden, som Fødevarestyrelsen havde indsamlet i hjemmet, hvor selskabet blev holdt. I et næsten tømt glas med stenbiderrogn kunne SSI´s laboratorieundersøgelser påvise toksin (giftstof). Men fandt dog ikke toksin i nogle af de andre fødevarer. Heller ikke i to andre glas med stenbiderrogn.
Samtidig viser undersøgelser, at tre ud af de fem personer, der udviklede symptomer efter at have deltaget i selskabet, havde botulisme. De to patienter, for hvem det ikke kunne bekræftes, havde blot ganske milde symptomer på botulisme.
Stenbiderrogn tilbagekaldt
Producenten Agustson A/S tilbagekaldte den 19. marts 2021 et parti rød stenbiderrogn i glas med bedst-før dato 23/10/2021. Det pågældende parti er solgt i Netto i hele landet. Tilbagekaldelsen er sket ud fra Fødevarestyrelsens vurdering af, at der er risiko for, at enkelte glas fra partiet kan indeholde giftstof fra bakterien Clostridium botulinum. Der er ikke mistanke til andre partier fra samme leverandør.
Hvis du har købt stenbiderrogn
Forbrugere, der har købt stenbiderrogn fra ovenstående parti, bør smide dem ud eller levere dem tilbage til butikken, hvor de er købt.
Læs mere
Læs mere om botulisme:
Nyhed om botulisme 15. marts 2021
Nyhed om botulisme 12. marts 2021
Statens Serum Instituts Sygdomsleksikon
Fødevarestyrelsen: Hvordan du undgår at blive syg med botulisme
Kontakt
For yderligere information kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på 22 60 11 23 eller presse@ssi.dk.
Fakta om botulisme
Botulisme er en sjælden sygdom. Den forårsages af giftstoffer (toksiner) fra den sporedannende bakterie Clostridium botulinum.
Clostridium botulinum findes mange steder i naturen. Under iltfattige forhold kan den producere forskellige beslægtede giftstoffer – såkaldte neurotoksiner.
Botulinum-toksiner er nogle af de farligste og mest potente biologiske giftstoffer, som findes. Neurotoksinerne bliver optaget i nervesystemet, hvor de inaktiverer nervecellen. Når nervecellerne inaktiveres fører det til lammelser af kroppens muskler. Lammelse af brystkassens muskelfunktion kan gøre vejrtrækningen besværlig og kan være dødelig.
Botulisme kaldes også for pølseforgiftning. Dog er det oftest i hjemmekonserverede frugter og grøntsager at vi finder botulisme.