Kritik af sundhedsmyndighedernes sagsbehandlingstider i aktindsigtssager
Folketingets Ombudsmand har den 17. marts 2021 udtalt kritik af sundhedsmyndighedernes sagsbehandlingstider i aktindsigtssager.
Folketingets Ombudsmand har siden maj 2020 haft fokus på sagsbehandlingstiderne i aktindsigtssager hos Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut og Styrelsen for Patientsikkerhed.
”Der er således siden oktober 2020 sket en stor stigning i antallet af verserende aktindsigtssager med en foreløbig sagsbehandlingstid på 40 arbejdsdage eller mere i Sundhedsministeriet, Statens Serum Institut og Styrelsen for Patientsikkerhed.”
"Og det er beklageligt idet der dermed er udfordringer med at overholde sagsbehandlingsfristerne i offentlighedsloven og miljøoplysningsloven hos Sundhedsministeriet, Statens Serum Institut og Styrelsen for Patientsikkerhed", skriver Ombudsmanden.
Statens Serum Institut havde pr. 1. februar 2021 i alt 48 verserende aktindsigtssager med en foreløbig sagsbehandlingstid på 40 arbejdsdage eller
mere. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for sagerne var 63 arbejdsdage.
”Fra normalt at skulle sagsbehandle 10-15 aktindsigtsbegæringer årligt, har der det seneste år været omkring 525 begæringer til SSI. Det har naturligvis været en stor udfordring, og vi har løbende arbejdet på at skaffe flere ressourcer til området, for at kunne løfte opgaven. Vi tager naturligvis kritikken til efterretning, aktuelt ved at have gennemført nyansættelser, indlån af medarbejdere og brug af kammeradvokaten”, siger Ole Jensen, vicedirektør hos Statens Serum Institut.
Kontakt
For yderligere oplysninger kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på 22601123 eller presse@ssi.dk