HPV-vaccinen svækker ikke immunforsvaret over for andre infektioner

Forskere på Statens Serum Institut afliver nu påstanden om, at HPV-vaccinen skulle svække immunforsvaret over for andre infektioner. Det sker på baggrund af en stor undersøgelse, der har set på 850.000 danske kvinder i alderen 10 til 29 år. Konklusionen er, at HPV vaccinen er både sikker og effektiv.

Billede af kvinde, der bliver HPV-vaccineret 01

HPV-vaccinen er en ikke-levende vaccine der gives til piger og unge kvinder for at forebygge livmoderhalskræft.

Nu har SSI udført en stor undersøgelse af hospitalsindlæggelser med infektionssygdomme, og hvordan disse hænger sammen med HPV-vaccinen. Den viser, at der ikke er en øget risiko for at blive indlagt med en infektionssygdom indenfor 90 dage efter vaccination med HPV-vaccine.

Resultaterne er netop blevet offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Lancet Regional Health Europe.

Myter aflivet

Der har været tanker fremme om, at vacciner, udover at forebygge mod en specifik infektion, kan have mere generelle effekter på immunforsvaret.

I teorien kunne der være tale om både svækkelser og styrkelser af immunforsvaret, alt efter hvilken type af vaccine det drejede sig om.

Særligt bekymrende er påstanden om, at ikke-levende vacciner skulle svække pigers immunforsvar. Det er særligt bekymrende, fordi mange af de vacciner, vi bruger i dag i vores vaccinationsprogrammer, er ikke-levende vacciner. Heldigvis er der ikke meget, der taler for, at dette gør sig gældende i et land som Danmark.

850.000 kvinder er blevet undersøgt

SSI’s undersøgelse omfatter i alt 853.879 kvinder i alderen 10 til 29 år. De er blevet fulgt i perioden mellem 2007 og 2016. Forskerne har koblet oplysninger sammen fra Det Danske Vaccinationsregister og Landspatientregisteret, og har fundet frem til 46,955 indlæggelser. HPV-vaccinen så ikke ud til at øge risikoen for indlæggelse indenfor 90-dage efter vaccination, tværtimod havde de vaccinerede kvinder lidt færre indlæggelser end forventet i denne periode.

”Heldigvis ser det ikke ud til at HPV-vaccinen har en negativ indflydelse på immunforsvarets evne til at bekæmpe andre infektioner” siger professor Anders Hviid fra SSI, der står bag undersøgelsen.

HPV-vaccinen er sikker og effektiv

Undersøgelsen er støttet af Novo Nordisk Fonden. Den er én, ud af efterhånden mange undersøgelser af HPV-vaccinens sikkerhed fra SSI’s forskere.

”Der tegner sig et billede af en sikker vaccine”, siger Anders Hviid. Han fortsætter:

”Vi har undersøgt rigtig mange forskellige påstande om bivirkninger efter HPV vaccinen. Det er efterhånden blevet til elleve studier af HPV vaccine sikkerhed. Vi har ikke fundet nogen grund til bekymring. Der er ingen tegn på at vaccinen er forbundet med alvorlige og langvarige bivirkninger.”

HPV vaccinen beskytter imod livmoderhalskræft hos piger, og formentligt også mod en række andre kræftformer hos begge køn. Vaccinen beskytter også mod kønsvorter. Den tilbydes nu til både piger og drenge i det danske børnevaccinationsprogram.

Læs mere

Du kan læse forskningsartiklen i Lancet her

Pressehenvendelser 
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
Abonner på Nyheder fra SSI

Pressehenvendelser 

Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk

Abonner på Nyheder fra SSI