Globalt covid-19 vaccineovervågningsstudie sat i gang
Statens Serum Institut er med i det største, globale vaccineovervågningsstudie, som nogen sinde har fundet sted.
Mens covid-19 vaccinerne er i færd med at blive rullet ud over hele verden, er Statens Serum Institut (SSI) med i det største vaccineovervågningsstudie, der nogen sinde har fundet sted.
Projektet, der netop har modtaget en stor bevilling på 34 millioner kroner, ledes af University of Auckland, New Zealand. Det skal gennemføres via netværket Global Vaccine Data Network (GVDN).
Vil følge næsten 300 millioner mennesker
GVDN har lige nu 21 partnere i 17 lande. Målet er at følge op mod 300 millioner mennesker over en treårig periode.
”Aldrig før er så mange vacciner blevet udviklet og udsendt så hurtigt. Og selv om der har været kliniske forsøg for at skaffe den nødvendige viden til at få vaccinerne autoriseret, er det vigtigt at blive ved med at overvåge dem, efter at de er blevet givet”, siger professor Helen Petousis-Harris fra University of Auckland, der leder projektet.
Hun fortsætter:
”Der er mange nye covid-19 vacciner. Derfor er det afgørende, at der finder en global, centraliseret overvågningsproces sted, så man kan opdage eventuelle sjældne bivirkninger.”
Kan finde selv sjældne bivirkninger
Ved at ensrette forskningsprocessen via GVDN bliver det muligt at sammenligne de forskellige covid-19 vacciner.
”Med de store mængder data, der vil blive undersøgt, vil vi kunne finde frem til selv meget sjældne bivirkninger. Det bliver i en hidtil uset skala også muligt at sammenligne de forskellige vacciners sikkerhedsprofiler”, siger professor Anders Hviid fra SSI, der deltager i det nye studie.
”Vi glæder os til at bidrage til dette globale samarbejde med vores unikke danske data og store erfaring på området”, slutter han.