Forskerne har fulgt, hvordan Alphavarianten (B.1.1.7) spredte sig til hele Danmark

Et nyt studie, udført af et stort hold forskere ledet fra Aalborg Universitet og Statens Serum Institut, belyser hvordan SARS-CoV-2 Alphavarianten (B.1.1.7) blev dominerende i Danmark. Den udgør nu over 98% af alle COVID-19 smittetilfælde.

Coronavirus 03

Fra midten af november til midten af februar. På blot tre måneder blev SARS-CoV-2 Alphavarianten – også kendt som B.1.17 – den altdominerende i Danmark.

Men hvordan gik det til? Det har et stort hold forskere ledet fra Aalborg Universitet og Statens Serum Institut (SSI) kortlagt i et nyt, omfattende studie.

Forudså udviklingen

Allerede den 2. januar 2021 udgav ekspertgruppen for matematisk modellering, på baggrund af virus-sekvenser, nogle modelberegninger, der forudså, at Alphavarianten ville blive dominerende i midten af februar.

Det nye studie viser den faktiske udbredelse af Alphavarianten i Danmark, hvor Ekspertgruppen også har genberegnet Alphavariantens øgede smitsomhed til 56-60%.

”Analyserne viser, at Alphavarianten blev dominerende to uger senere i Nordjylland end i resten af landet, på trods af et stort udbrud i Ålborg i midten af december.”

”Sekvenseringen af virus' arvemateriale var med til, at man hurtigt fik et detaljeret kendskab til tilfælde med Alphavarianten og dermed kunne optrævle smittekæder, så udbruddet blev effektivt stoppet” siger professor Mads Albertsen fra Aalborg Universitet.

Kun få smittetilfælde med Alpha-varianten via Storbritannien

Analyser af virussekvenser viser også, at de første observationer af Alphavarianten fra den 14. november 2020 kan relateres til 37% af alle efterfølgende smittetilfælde i studieperioden (tom. 8. februar).

Samtidig viser det nye studie, at de efterfølgende 10-50% af Alphatilfældene, løbende kunne tilskrives flere rejse-relaterede tilfælde. Hvilket bidrog væsentligt til, at Alphavarianten relativt hurtigt blev dominerende i Danmark.

Hertil viser detaljerede undersøgelser af rejsehistorik og virusgenomer, at kun et fåtal af tilfældene kunne relateres direkte til Storbritannien. Det peger på, at der formentlig har været omfattende smitte i store dele af Europa, før end at Alphavarianten blev sporet første gang i Danmark.

Vigtigt at overvåge varianter

”Resultaterne i det nye studie viser med al tydelighed, hvor vigtigt det er at have et effektivt overvågningsprogram for virusvarianter. Og at vi har behov for mere generelle retningslinjer for at inddæmme spredningen af disse varianter, da erfaringen viser, at udbredelsen ofte er mere omfattende, når først de spores”, siger overlæge Anders Fomsgaard fra SSI.

Læs mere

Forskningsartiklen er endnu ikke fagfællebedømt, men er lagt ud i pre-print og kan læses her.

Pressehenvendelser 
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
Abonner på Nyheder fra SSI

Pressehenvendelser 

Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk

Abonner på Nyheder fra SSI